Skjalm Hvide Hotel. (Foto: EDC Poul Erik Bech).

Sætter nordsjællandsk hotel til salg

Et hotel i Nordsjælland er sat til salg, da ejeren ønsker at fokusere på sin kerneforretning. Mægleren oplever en stigende interesse for køb af hotelejendomme i hele landet.

Er man på udkig efter et hotel i Nordsjælland, er det nu, man skal slå til. I landsbyen Jørlunde ved Slangerup er Skjalm Hvide Hotel netop blevet sat til salg.

Vil man erhverve sig overnatningsstedet, som kan bryste sig af 64 værelser, herunder to luksussuiter og to ferielejligheder, skal man lægge et beløb på 29 millioner kroner. Det oplyser EDC Erhverv Poul Erik Bech, der står for salget af hotel-ejendommen, som også rummer selskabs- og konferencefaciliteter samt en restaurant.

Skjalm Hvide Hotel åbnede i 1981 med 21 værelser, der i starten primært blev brugt af håndværkere på hverdage. Med tiden er hotellet dog blevet udvidet til den nuværende kapacitet. I dag er det en del af Small Danish Hotels.

Direktør og ejer af Rytterhuset, Rolf Petersen, som ejer hotellet, fortæller, at man har valgt at sælge ejendommen for at fokusere på at administrere cirka 3.000 lejemål i Storkøbenhavn. Selvom man har ejet hotellet siden 2020, vurderer selskabet, at hotel- og restaurantdrift ligger uden for deres ekspertise.

Har udvidet over flere omgange
Skjalm Hvide Hotel er blevet udvidet flere gange. I 1994 opkøbte hotellets daværende ejer en nærliggende pragtvilla, som nu hedder Slottet. I 2019 købte man desuden ejendommen Købmanden på den anden side af vejen. Det giver mulighed for at afvikle selskaber, fortæller Michael Thodsen fra EDC Poul Erik Bech i en pressemeddelelse.

“Hotellets hovedbygning indeholder blandt andet reception, hotelværelser, restaurant, køkkenfaciliteter, festlokaler og hyggestuer. Slottet har en festsal, jagtstue, sofastue og to luksuriøse hotelsuiter. Købmanden, som ligger overfor hovedbygningen, rummer et stort festlokale og yderligere 10 hotelværelser. Værelserne på første sal har adgang via en udvendig ståltrappe.”

Han tilføjer, at hotellet også har en gårdhave og terrasse, hvor der er mulighed for udeservering.

Købere efterspørger hoteller
Skjalm Hvide Hotel er ikke det eneste hotel, som EDC Poul Erik Bech har til salg i øjeblikket. Faktisk er efterspørgslen på hoteller blevet så stor, at mægleren har oprettet en selvstændig afdeling, der udelukkende beskæftiger sig med hoteller.

“Den øgede interesse for hoteller har ført til, at vi i EDC Poul Erik Bech har oprettet en selvstændig hotelgruppe med mæglere fra hele landet. Gruppen skal sikre en mere struktureret rådgivnings- og salgsproces på hotelområdet. Det har betydet, at vi allerede har solgt flere hoteller og har fået mange nye til salg,” fortæller Jacob Lykke Bruun, Partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech København.

Han tilføjer:

“Eksempelvis er det tidligere Comwell Grand Park Hotel i Korsør til salg for 110 millioner kroner. Den historiske herregård Havreholm Slot ved Hornbæk er til salg for 65 millioner kroner, Benniksgaard Hotel i Rinkenæs, tæt på den dansk-tyske grænse, er til salg for 42,5 millioner kroner, og et gourmet- og strandhotel i Østjylland er kommet til salg som en ‘skuffesag’ for 55 millioner kroner.”

 

Relaterede artikler:

Stor interesse for at lave nyt nordsjællandsk hotel

Sætter hotel til salg efter 28 år

Erhvervsmand sælger campingplads efter blot et år