Nu forsøger ejendomsmægleren at hælde endnu en spand kul på købernes interesse ved at give et nedslag i prisen på et hotel, der – trods en del måneder på markedet – endnu ikke er solgt.
I årets første forårsmåned blev der sat et til salg-skilt op på Hotel Aabenraa, men nu her over et halvt år senere sidder det der stadigvæk, da det ikke er lykkedes at finde en køber til det sønderjyske byhotel.
Hotel Aabenraa ligger i centrum af byen af samme navn. Det drives i øjeblikket som selvbetjeningshotel og har en kapacitet på 13 værelser samt en beboelseslejlighed. I tillæg hertil omfatter det også et stort motionscenter.
Det er erhvervsmægleren Nordicals, der har fået til opgave at stå for salget, men trods interesse fra flere potentielle købere og sågar et konkret bud på hotellet, er prisen nu blevet sænket. Det skriver JydskeVestkysten.
Flere har vist interesse
Ifølge erhvervsmægler Kim Faber Hansen fra Nordicals oplever man fortsat, at der er interesse for Hotel Aabenraa, men dem, der så flest muligheder i ejendommen, er tilsyneladende fortsat ved at finde ud af, hvad de må og gerne vil lave der.
Mens det står på, har man fra ejendomsmæglerens side dog valgt at sænke prisen med 345.000 kroner således, at hotellet nu koster 3.950.000 kroner. Hensigten er at skabe yderligere interesse, og det har allerede virket, lyder det.
”Der er kommet lidt flere spillere på banen, som har vist interesse for ejendommen. Ikke noget konkret, men der har været en øget interesse, efter vi har justeret prisen,” siger Kim Faber Hansen til JydskeVestkysten.
Kræver tilladelse
At de nuværende ejere endnu ikke har haft held til at få afhændet hotellet, hænger formentlig i en eller anden grad sammen med, at Aabenraa Kommune skal give tilladelse, hvis ejendommen skal benyttes til andet end hoteldrift.
Det mener Faber Hansen er en hurdle, da der er en vis interesse for at udvikle den til boliger. Det lægger Nordicals også op til i den salgsannonce, der er blevet udfærdiget for Hotel Aabenraa.
”Den etablerede kundebase og det positive omdømme danner et godt fundament for fortsat at drifte forretningen. En anden oplagt mulighed for ejendommen er at udvikle den til boliger,” skriver mægleren i annoncen.
Relaterede artikler:
Skal tage stilling til plan for 110 millioner kroner