Museumsgæster nyder udsigten fra toppen af Aros Kunstmuseum. Foto for VisitAarhus, Anders Trærup.

Rekordår for Aarhusregionen

Aarhusregionen er populær som aldrig før. Det viser nye overnatningstal for de første 11 måneder af 2022. Selv 2017, hvor Aarhus var kulturhovedstad, havde færre overnatninger.

Der har aldrig været så mange overnatninger i Aarhusregionen, som der var i 2022. Stigningen i overnatninger lyder ifølge VisitAarhus på 16,4 procent sammenlignet med 2019. På landsplan var der i 2022 12,7 procent flere overnatninger end i 2019, viser tal fra Danmarks Statistik.

Overnatningstallet for Aarhus overgår endda kulturhovedstadsåret 2017, som VisitAarhus meddeler, slog den hidtidige rekord.

Ifølge destinationsselskabet er der vækst i overnatninger i alle otte kommuner, som er en del af Aarhusregionen, der ud over Aarhus blandt andet tæller de store jyske byer Randers, Viborg og Silkeborg.

Overgård forventninger
Det er især overnatningerne i feriehuse og på hoteller der er steget siden 2019. Det skyldes blandt andet, at de tyske gæster har fundet vej tilbage til området. Pia Lange Christensen, der er direktør ved VisitAarhus er mere end tilfreds med overnatningstallene.

”2022 har overgået vores vildeste forventninger. Både de danske og internationale turister har i stor stil valgt at holde ferie i Aarhusregionen, og det er vi meget stolte af. Mange turismevirksomheder i vores destination har investeret massivt i nyheder i 2022. Det har trukket gæster til,” siger hun i en pressemeddelelse.

En af turismevirksomhederne, som har investeret i nye oplevelser, er Kattegatcentret, hvor man har bygget et nyt pingvinanlæg med 14 æselpingviner. Anlægget er ét af kun otte pingvinanlæg i verden, hvor det er muligt at stå i samme rum som subantarktiske pingviner, og det har ifølge VisitAarhus været med til at trække besøgstallene i vejret. I 2022 kunne tælleapparaterne på Kattegatcentret tælle til cirka 170.000 gæster, hvilket er cirka 15.000 flere end i 2019.

Stor usikkerhed om turismen i 2023
Optimismen er mere afdæmpet hos Visit Aarhus, når det handler om 2023. Pia Lange Christensen udtrykker bekymring for, at Inflation og høje energipriser er med til at skabe svære vilkår.

“Vi ser med forsigtig optimisme på turismen i 2023 på trods af store usikkerheder. Inflation og krigen i Ukraine påvirker rejsemønstre og feriebudgetter. Samtidig oplever vi en stærkt stigende international konkurrence om gæsterne,” siger Pia Lange Christensen.

 

Relaterede artikler:

Aarhus-attraktioner: Turisterne er tilbage

Nye Island-ruter kan tiltrække turister fra USA

Juleanløb binder sløjfe på godt krydstogt-år i Aarhus