De seneste fire somre har det været muligt at krydse Danmark på kryds og tværs ved hjælp af offentlig transport, og i år bliver ingen undtagelse, siger DSB, der snart sætter Rejsepas til salg.
Selvom COVID-19-pandemien i langt overvejende grad er et overstået kapitel herhjemme, hænger visse ting dog fortsat ved. Det drejer sig eksempelvis om Rejsepas, der første gang blev introduceret under nedlukningerne i 2020.
Den gang var det en del af regeringens såkaldte sommerpakke, som skulle stimulere turismen her til lands i lyset af, at grænselukninger og andre restriktioner gjorde, at man ikke kunne rejse til udlandet på ferie på daværende tidspunkt.
I den første sommer blev de udbudte 50.000 Rejsepas udsolgt, og sidenhen har man fastholdt ordningen som en del af aftalen om Infrastrukturplan 2035. I 2023 blev der udstedt 75.000 pas, og i kommende uge bliver dette års udgave sat til salg.
Gør brug af først til mølle-princippet
Rejsepasset fungerer således, at indehaveren får mulighed for at stige ombord på busser og tog samt benytte metro, lokalbaner og letbaner i hele landet i otte sammenhængende dage for en pris på 399 kroner for en voksen.
Forældre, som har passet liggende i lommen, kan tage to børn under 12 år med sig på rejsen, mens børn, der er blevet ældre end 12 år, får rabat ved køb af rejsepas. I det tilfælde koster det 199 kroner, oplyser DSB, der varetager salget af passet.
Igen i år udbydes der 75.000 rejsepas, som sælges efter først til mølle-princippet, når salget går i gang tirsdag den 4. juni. De vil både blive solgt via internettet og fra Salg og Service på hovedbanegårdene i København og Aarhus samt på Odense Banegård.
Ser gode muligheder i ordning
Charlotte Kjærulff, der er kundechef i DSB, erklærer sig godt tilfreds med, at i år bliver endnu en sommer, hvor kunder kan stifte nærmere bekendtskab med selskabets produkt ved hjælp af rejsepasset.
”Det er et godt tilbud til alle rejselystne, der vil ud i ferielandskabet i Danmark og se landet på nye måder. Vi håber, at der er mange, der finder inspiration til at tage både de korte og de lange ture i Danmark. Der er gode muligheder for at tage nye steder hen og være turist i eget land.”
Rejsepas er et samarbejde mellem bornholmske BAT, GoCollective, Din Offentlige Transport, DSB, FynBus, Metro, Midttrafik, Letbanen, Lokaltog, Movia, Nordjyllands Trafikselskab, Sydtrafik samt Skånetrafiken på strækningen mellem Østerport og Kastrup Lufthavn.
Relaterede artikler:
Vil skabe helårsturisme med billig offentlig transport