Moesgaard Museum. (Foto: Medieafdelingen - Moesgaard Museum | VisitAarhus | PR)

Populært museum forventer underskud i år

Til trods for at Moesgaard Museum landede et millionoverskud i 2022, kaster flere faktorer skygger over det igangværende år, som man forventer vil ende med et underskud på bundlinjen.

I den aarhusianske bydel Højbjerg omgivet af skov og tæt ved den herregård fra 1700-tallet, der tidligere husede de historiske samlinger, ligger Moesgaard Museum, som har fået etableret sig som et trækplaster for såvel museumsgæster som udstillinger og teaterforestillinger.

Ligesom andre lignende institutioner har årene med COVID-19-pandemien kunne mærkes på driften af museet, der dog fik gang i genopretningen sidste år. Det vidner de nøgletal fra årsregnskabet, som netop er blevet offentliggjort, om.

Moesgaard Museum oplyser, at man sidste år fik et overskud på 9,3 millioner kroner, ligesom det fremhæves, at museet i løbet af 2022 opnåede det højeste niveau af aktiviteter og omsætning nogensinde.

Krigen gjorde udstilling aktuel
Ifølge Mads Kähler Holst, der er direktør på Moesgaard Museum, fik man desuden uventet medvind, da en særudstilling om de skandinaviske vikingers rejser østpå pludseligt blev aktualiseret, om end det skete på en trist baggrund.

”Selv om museet var corona-lukket i næsten hele januar 2022, ender vi med et meget tilfredsstillende regnskab for året.”

”Det skyldes blandt andet en stor mængde aktiviteter, der var blevet udskudt under nedlukning, og at vi med sidste års særudstilling ‘RUS-vikinger i øst’, ramte en historie, der jo desværre pludselig blev sørgeligt aktuel, da Rusland invaderede Ukraine.”

Derudover var Det Kongelige Teaters friluftsopsætning af Hobbitten med til at trække 70.000 personer til. Moesgaard varetog servering af mad og drikke, parkering samt en del af logistikken for teatergæsterne, og søgte derudover via podcasts og tekster at skabe en sammenhæng mellem Tolkiens fantasifulde univers og de genstande, der kan opleves i museets samlinger.

En rutsjebanetur
Selvom 2022 var et godt år, øjner direktøren dog mørke skyer i horisonten, når han retter blikket mod resten af i år. Han forventer, at flere faktorer vil bidrage til, at Moesgaard ender med et underskud ved regnskabsårets afslutning.

Både den økonomiske situation, lønudgifterne, prisen på el samt rente­udviklingen nævnes som forhold, der potentielt kan påvirke museets aktiviteter og dermed få indflydelse på årsresultatet.

”Vi er ude i lidt af en rutsjebanetur i disse år. Ud over konjunkturudsving er det også en langsigtet effekt af Corona. Vores aktivitetsprogram er planlagt igennem flere år, og aflysninger i forbindelse med nedlukningerne har udfordret den balance mellem udstillinger og events med bred og smal publikumstiltrækning, som vi normalt tilstræber.”

”Det er vilkår, man er nødt til at tage højde for, og derfor er det også vigtigt, at museerne er så velkonsoliderede, at vi kan klare udsvingene uden, at der skal nødhjælpspakker til,” understreger direktør Mads Kähler Holst.

Den seneste udgave af VisitDenmarks attraktionsliste viser, at Moesgaard Museum Moesgaard med 211.100 besøg i 2021 fik en syvendeplads på listen over kunst-, kultur- og naturhistoriske attraktioner samt museer, mens det fik en 25. plads på listen over de mest besøgte turistattraktioner herhjemme.


Relaterede artikler:

Kåret til en af verdens bedste destinationer

Aarhus-attraktioner: Turisterne er tilbage

Fem danske attraktioner først med nyt miljømærke