Stena Danica på vej mod Danmark. Stena Line har to ruter fra Sverige til Danmark; fra Gøteborg til Frederikshavn samt fra Halmstad til Grenaa. Pressefoto fra Stena Line.

Passagertrafik stiger mellem Danmark og Sverige

Både Stena Line, der har to færgeruter mellem Danmark og Sverige, og Øresundsbron melder om øget trafik. Forventningerne til flere rejsende stiger efterhånden som rejsevejledningerne lempes.

Årets første kvartal på Øresundsbron sluttede med lempede svenske indrejseregler, påskeugen og en svag stigning i den danske fritidstrafik på forbindelsen. Samlet faldt vejtrafikken 54,1 procent i forhold til samme periode sidste år, men godstrafikken på Øresundsbron er stigende og stabil.

”Vi er langt fra normal trafik på forbindelsen, og der er fortsat restriktioner i begge retninger. Men der er et opdæmmet ønske om at besøge den anden side af sundet, hvilket var tydeligt, da mange danskere benyttede lejligheden til efter lang tids savn at besøge deres sommerhuse og ødegårde i Sverige, da grænsen blev åbnet,” siger Linus Eriksson, administrerende direktør for Øresundsbron, i en pressemeddelelse.

Mens virkningerne af coronapandemien påvirkede Øresundsbrons trafik og indtægter i hele første kvartal i år, var det først fra midten af marts sidste år, at driften blev påvirket. I gennemsnit kørte knap 6.700 køretøjer per døgn på Øresundsforbindelsen i årets første tre måneder, hvilket kan sammenlignes med knap 14.600 køretøjer per døgn i samme periode sidste år.

Pendlertrafikken faldt 38,4 procent, hvilket er betydeligt mindre end faldet på 61 procent i den samlede personbilstrafik. Godstrafikken steg 0,7 procent i forhold til tilsvarende periode sidste år, hvoraf lastbiler over ni meter steg knap fem procent.

”Man forventer at være nået langt med vaccinationerne til sommer, så derfor forventer vi en øget fritidstrafik,” siger Linus Eriksson.

Dansk genåbning øgede Stena Lines passagertrafik
Færre rejserestriktioner betød stigning i bookinger hos det svenske rederi Stena Line, der blandt andet har to ruter til Danmark: Frederikshavn-Göteborg og Grenaa-Halmstad.

Den øgede bookingaktivitet vidner om, at lysten til at rejse på tværs af Kattegat er stor blandt danskere og svenskere, skriver Stena Line i en pressemeddelelse. ”Nu begynder passagertrafikken igen at fylde ombord på de to ruter. Efter regeringen lempede rejserestriktionerne i første fase i genåbningen af rejseaktiviteter, har Stena Line oplevet en stigning i bookinger på passagersiden,” hedder det.

Sammenlignet med 2020, har der her i april været en stigning i antallet af bookinger på 107 procent sammenlignet med samme tid sidste år, oplyser Stena Line.

Første fase i genåbningen af rejseaktiviteter medførte en stigning i Stena Lines bookinger på de to danske ruter. Rederiet melder om, at de danske rejsendes bookinger steg, da den danske regering meddelte, at man ikke skal i karantæne efter endt rejse, hvis man rejser til sin egen afsidesliggende feriebolig i Sverige.

Når anden fase træder i kraft 1. maj, forventer Stena Line yderligere interesse for at rejse på tværs af Kattegat.

”De lempede rejserestriktioner har tidligere har vist sig både hurtigt og tydeligt i vores bookinger. Den stigning, vi oplever nu, er vi overbeviste om, vil øges de kommende måneder,” siger Elisabeth Lönne, ansvarlig for Stena Lines danske ruter.

Stena Line råder ifølge egne oplysninger over 37 fartøjer på 17 færgeruter i Nordeuropa. Stena Line er en del af Stena AB, der har omkring 15.700 medarbejdere og en årlig omsætning på 37 milliarder svenske kroner.

Relaterede artikler:

Stigende trafik mellem Danmark og Sverige

Karantæne er største stopklods for danske turister

”Genstartsplanen skal være klar til genåbningerne”