Flere bilister fortæller nu om at måtte holde i kø for at få ladet deres elbil op i Skagen i løbet af påskedagene, og ifølge Toppen af Danmark kan det ses som en forsmag på højsæsonen.
Selvom man ser frem mod sommeren i Skagen, er der alligevel mørke skyer på horisonten. Det er i hvert fald følelsen hos nogen i kølvandet på en påske, hvor der tilsyneladende var travlhed ved de 17 ladestationer med 30 standere til elbiler, der er i byen. Det skriver TV2 Nord.
TV-stationen har talt med en række bilister, der fortæller om utilstrækkelig ladekapacitet, der resulterede i, at en del af dem i påskedagene måtte bruge tid på at holde i kø og vente på, at det blev deres tur.
En af udfordringerne er, at det de færreste af standerne, der er såkaldte lynladere. Det var også et problem i sommeren for to år siden, og selvom der siden er blevet opsat flere standere, er der også kommet flere elbiler til, så lige lidt hjælper det.
En forsmag
En af adspurgte bilister slår fast, at når man allerede er udfordret i påsken, regner han med, at de bliver endnu mere udtalt, når det bliver højsæson, hvor i hvert fald en del turisterne, vil ankomme i elbil til landets nordligste by.
Den bekymring deler Nicolai J. Nissen, der er direktør for Toppen af Danmark.
”Vi har fået en forsmag på højsæsonen. Vi drømmer om flere ladestandere. Det er jo klart, at vi kan alle sammen godt lide, at det er let og hurtigt,” siger turistdirektøren til TV2 Nord.
Han anbefaler derfor, at bilister holder en pause i Ålbæk eller Tversted, hvor de kan få ladet op, inden de kører videre mod Skagen, ligesom Hjørring og Frederikshavn også har ladeparker, som man håber kan hjælpe med at dæmme op for udfordringen.
HORESTA ønsker pulje
Det er ikke kun i Skagen, at udbredelsen af elbiler til en vis grad har overhalet den nødvendige infrastruktur. Den problematik kender man flere steder i landet. Det fik sidste år HORESTA til at opfordre til, at landets politikere tager affære.
I en skrivelse fra organisationen lød det, at HORESTA gerne ser, at der sættes turbo på udrulningen af ladestandere med henblik på at styrke mobiliteten for både indbyggere og turister uden for landets større byer. Det sagde daværende administrerende direktør Pia E. Voss.
”Det halter efter på de kommunale veje, hvor kommunerne skal medfinansiere 50 procent. Derfor foreslår vi, at man ændrer kriterierne fremadrettet ved at lave en ny pulje, som udmøntes efter ansøgning og målrettes landdistrikterne.”
”Vores mål er at skabe et mere tilgængeligt og bæredygtigt transportsystem, der ikke kun gavner vores medarbejdere og turister, men også styrker samfundet som helhed. Med en målrettet indsats kan vi gøre landdistrikterne mere attraktive og forbedre deres økonomiske fundament.”
Relaterede artikler:
Verdenskendte kunstnere rykker ind i Skagen
Rooftop til salg for millioner i turistmekka
Frygter for fremtiden: ”Det vil være katastrofalt”