Endnu en overenskomst for branchen er på plads. Denne gang drejer det sig om HK’erne, som kan se frem til mere løn og flere rettigheder.
Fredag landede den nye overenskomst mellem 3F Privat Service, Hotel og Restauration på den ene side og HORESTA samt Dansk Erhverv på den anden. Aftalen dækker omkring 70.000 ud af cirka 250.000 beskæftigede i hotel- og restaurationserhvervet, og den betyder blandt andet, at timelønnen stiger samlet med 10,75 kroner over de næste tre år.
Nu er der også landet en overenskomst mellem HK Privat og HORESTA, som gælder for administrative medarbejdere, eventkoordinatorer og andre ansatte med HK-opgaver inden for hotel-, restaurant- og turisterhvervet i de næste tre år. Det oplyser HK Privat i en pressemeddelelse.
I aftalen er der udsigt til mere i løn og pension samt nye rettigheder til frihed for de pågældende medarbejdere.
”Der er pæne stigninger på vej i både satser, pension og på fritvalg. Og så har vi, som på industriens område, fået en række nye rettigheder ind, når det gælder fri med børn og pårørende. Det kan give vores medlemmer mere fleksibilitet i arbejdslivet, og det har været et stort ønske,” siger faglig sekretær hos HK Privat, Claus Olsen, som er tilfreds med aftalen.
Kan se frem til lønstigning
Overenskomsten er en minimallønsoverenskomst. Det betyder, at der udover de centralt aftalte lønstigninger også er årlige lønforhandlinger lokalt, hvor medarbejdere individuelt eller kollektivt kan forhandle løn.
Med overenskomsten kan medarbejdere, ligesom 3F’erne, se frem til stigninger i minimallønnen på samlet 10,75 kroner i timen. Aftalen indeholder også en 10,5 procents stigning på funktionstillæg og forskudttidstillæg i overenskomstperioden.
Fra i år hæves arbejdsgivernes indbetaling til pension også med et procentpoint, så den samlede pensionsprocent kommer op på minimum 13 procent.
Flere rettigheder i kikkerten
Branchens HK’ere kan også se frem til, at arbejdsgivernes indbetaling til fritvalgskontoen hæves med 2 procentpoint i overenskomstperioden – fra 9 til 10 procent i 2026 og fra 10 til 11 procent i 2027.
Der er også udsigt til flere rettigheder til forældre og pårørende i branchen. Således indeholder overenskomsten en ret til at anvende fritvalgsmidler til barnets tredje sygedag, børnebørnsomsorgsdage og ledsagelse af nærtstående til blandt andet hospitalsbesøg.
Forældre kan også se frem til to uger mere med fuld løn under barsel. Ugerne er til fri fordeling blandt forældrene, oplyser HK Privat.
Der kommer derudover et årligt honorar på 9.000 kroner til arbejdsmiljørepræsentanter, som er medlem af HK Privat.
Relaterede artikler:
Gælder i tre år: Ny overenskomstaftale er landet