Flixbus oplever øget efterspørgsel på busrejser. Arkivpressefoto fra Flixbus.

Oplever øget efterspørgsel på busrejser

Flere vælger at tage bussen, når de rejser. Flixbus ser en en stor stigning af rejser i første kvartal af 2023. I år er konkurrencen på busmarkedet samtidig skærpet.

2023 er startet godt ud i Danmark for den tyske buskoncern Flixbus. I årets første kvartal er efterspørgslen på busrejser steget med 43 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Derudover forventer Flixbus en yderligere stigning i billetsalget henover påsken. Det skriver Flixbus i en pressemeddelelse.

“Antallet af busrejser fortsætter med at stige i Danmark. Hvis vi ser tilbage på sidste år, er der igen kommet gang i rejseaktiviteterne efter pandemien, og vi har efterfølgende oplevet en støt stigning i antallet af rejsende. Populære destinationer som København, Aarhus, Odense og Hamborg har i øjeblikket flest rejsende i påsken,” siger Kajsa Ekelund, presseansvarlig hos FlixBus.

Selskabet oplyser dog ikke, præcist hvor mange rejsende den procentuelle stigning dækker over. Man oplyser dog, at påskesalget i år startede tidligere end normalt.

Stigning dækker over rejser i både ind- og udland
Danskerne efterspørger i år både busrejser til ind- og og Udland. Den nye Flixbus-rute 626 mellem København og Søndervig, som har stop ved Legoland i Billund, er ifølge busselskabet en stor succes.

På ruterne, som går til Oslo og Gøteborg, har Flixbus registreret en stigning i billetsalget på henholdsvis 143 og 94 procent sammenlignet med sidste år.

“Vores udenlandske destinationer oplever en stor stigning i år. Rejser til Hamborg, Berlin, Gøteborg og Oslo er steget betydeligt særligt i forbindelse med den kommende påske. Det er dejligt at se, at flere og flere vælger at rejse med os både nationalt og internationalt. Vi håber, at stigningen i antallet af rejsende er et resultat af, at flere mennesker vælger at rejse billigt og klimasmart,” siger Kajsa Ekelund.

Skærpet konkurrence i 2023
I år kan Flixbus se frem til en øget konkurrence på det danske fjernbusmarked. 30. marts åbner Danmarks største busselskab Vikingbus for rejser mellem 19 danske byer med 160 ugentlige afgange gennem konceptet Fleet.

Fleet tilbyder pladsgaranti for kunder, der booker billet minimum 24 timer i forvejen. Pladsgarantien kan lade sig gøre, fordi Vikingbus som landets største busselskab råder over mere end 800 busser.

Vikingbus oplyser i en pressemeddelelse, at der allerede var stor interesse for Fleet 24 timer efter, at Vikingbus lancerede appen 8. marts. Således indtog Fleet-appen en førsteplads i App Stores rejsekategori og en femteplads blandt alle apps i Danmark allerede dagen efter, at konceptet blev lanceret.

”Den store opmærksomhed tyder på, at danskerne i høj grad er klar på at prøve konceptet af, og at vi taler ind i et behov, som mange forskellige mennesker kan se sig selv i. Derudover har vi også oplevet stor interesse fra erhvervslivet og kommer inden længe til at sætte en række spændende samarbejder i værk,” udtalte administrerende direktør i Vikingbus, Thomas Wandahl, 22. marts.

Flixbus konkurrer også mod Kombardo Expressen, som drives af Molslinjen, og som aktuelt driver 78 busruter i Danmark.

 

Relaterede artikler:

Største busselskab med nye ruter til 19 danske byer

Nu er Express 5 på vej til Bornholm

Høje priser kaster skygger over DSB-regnskab