- TURISME24.DK - https://turisme24.dk -

Opgiver salg af Lalandia

Parken Sport & Entertainment har siden september sidste år undersøgt mulighederne for helt eller delvist frasalg af Lalandia-aktiviteterne. Planerne er nu droppet.

Den 21. september sidste år udsendte Parken Sport & Entertainment A/S (PS &E) en fondsbørsmeddelelse, hvori det blev oplyst, at man ville afsøge mulighederne for et helt eller delvist frasalg af Lalandia-aktiviteterne.

Disse aktiviteter omfatter selskaberne Lalandia A/S i Rødby, Lalandia Billund A/S, Lalandia Sønervig A/S, som man ejer 75 procent af, samt Accomodation Services A/S og Lalandia Motala AB inklusive de tilhørende Aquadomes og centerfaciliteter.

Den danske sport- og underholdningskoncern havde tilknyttet rådgivere, der skulle bistå med sonderingen af mulighederne, og der blev samtidig understreget, at man ikke ønskede at sælge ‘guldægget’ for enhver pris.

“Der er ikke sikkerhed for, at et helt eller delvist frasalg af Lalandia-aktiviteterne vil blive gennemført,” hed det således i børsmeddelelsen.

Ikke økonomisk attraktivt
Nu har PS&E imidlertid afsluttet sonderingerne, og konklusionen er, at Lalandia-aktiviteterne indtil videre bliver i koncernen.

“På baggrund af den gennemførte afsøgning af salgsmulighederne vurderer bestyrelsen, at det ikke under de gældende vilkår på de finansielle markeder er økonomisk attraktivt at gennemføre et salg af Lalandia, men at den fortsatte drift og videreudvikling af Lalandia, herunder etablering af et badehotel i Søndervig og et muligt nyt feriecenter i Motala, Sverige, fortsat bør ske under Parken Sport & Entertainment A/S’ ejerskab,” skriver selskabet.

I stedet vil man fokusere på at fastholde den positive udviklingen af Lalandia.

I det seneste regnskab for 2022 landede omsætningen i Lalandia på 645,7 millioner kroner, og heraf havnede 129,5 millioner kroner på bundlinjen. Det svarer til 68 procent af koncernresultatet på 190,9 millioner kroner for PS&E.

Forgæves frasalg af ejendomme
Forud for beslutningen om at afhænde Lalandia-aktiviteterne var der også gået en periode, hvor PS&E forsøgte at sælge ejendommene, der omfatter de to Aquadomes med tilhørende centerfaciliteter beliggende i Rødby og Billund, således at man fremadrettet kun skulle varetage driften.

Denne sondering blev indledt i januar 2022 på baggrund af, at bestyrelsesformand Allan Agerholm på daværende tidspunkt havde vurderet, at markedet var gunstigt til et ejendomssalg.

”Køberen kan være alle mulige. Man behøver ikke være involveret i turisme eller underholdning for at købe ejendommene, som vi står for driften af i mange år fremover. Vi har historisk haft succes med at drive Lalandia, det er gode forretninger, der har givet gode afkast,” Allan Agerholm dengang til Standby.dk.

PS&E havde i 2021 en negativ pengestrøm på 61,4 millioner kroner efter flere år med positiv pengestrøm i koncernen. Dette er i 2022 ændret til en positiv pengestrøm på 5,5 millioner kroner.

 

Relaterede artikler:

Lalandia-bygningerne sat til salg

Hotel kan være del af Parkens fremtidsplaner

“Derfor sagde jeg ja til FCK, Parken og Lalandia”