Københavns turisme skal også i sommer primært leve af danske turister. De udenlandske turister, der også bruger flere penge, vender ikke tilbage i samme omfang som før krisen, oplyser WoCo.
Den gode nyhed fra Wonderful Copenhagen er, at efter to år i pandemiens skygge, hvor der har været langt mellem turisterne på hovedstadens hoteller, restauranter og kulturinstitutioner, ser den kommende sommersæson ud til at nærme sig niveauet fra før krisen.
Den dårlige er, at København også den kommende sommer vil mangle internationale turister, der normalt udgør to ud af tre af hovedstadens turister og som har et højere døgnforbrug end danske turister.
I en pressemeddelelse skriver Wonderful Copenhagen: ”Hvor danskere normalt står for hvert tredje solgte hotelværelse i hovedstaden, ser danskerne til denne sommer ud at stå for halvdelen, mens den internationale turisme stadig ligger under niveauet fra før krisen.
Fremgangen i danske gæster skal ses i lyset af usikkerheden i Europa, stigende priser og en verden, hvor den internationale rejseaktivitet til særligt storbyer endnu ikke er genetableret efter coronakrisen,” skriver WoCo.
Booker tæt på ankomst
Modsat før coronakrisen, så booker hovedparten af turister i hovedstaden først deres ferie få uger før ankomsten.
Så nu tegner der sig et billede af, at juni i år vil ligge på niveau med juni i 2019. Og selvom tallene for juli og august først vil kunne ses få uger før, så forventes de to måneder også at nærme sig 2019-niveau, konstateres det.
Og med udgangspunkt i de seneste officielle overnatningstal fra foråret, understøttet af tal for internationale søgninger på flyrejser, tyder det på, at København får en sommer, hvor andelen af danske gæster i hovedstaden vil være højere end tidligere. Og at det dermed er de danske gæster, der vil trække sommersæsonen op i år, lyder meldingen.
Danskerne rejser igen til udlandet
Mens danskernes interesse for at holde ferie i egen hovedstad denne sommer er større end normalt, så vil det højere niveau de kommende måneder dog ikke sikre omsætningen for hovedstadens turisme på længere sigt.
I takt med at forholdene normaliseres, vil danskerne i stigende grad igen lægge deres ferie i udlandet. Så derfor arbejdes der fortsat på at genoprette den internationale turisme i hovedstaden, oplyser WoCo.
Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen, siger i pressemeddelelsen: ”Hovedstadens turismeaktører har et stort efterslæb fra coronakrisen, hvor erhvervet samlet har tabt 48 milliarder kroner i omsætning. Så vi glæder os naturligvis over udsigten til flere danske gæster denne sommer.
Men de danske gæster vil dog aldrig kunne erstatte de internationale gæster og har desuden et mindre døgnforbrug, så samfundsøkonomisk har vi stadig hårdt brug for at få de udenlandske turister tilbage. Det er et langsigtet arbejde,” siger WoCo-direktøren.
Hvor turismen i resten af landet i høj grad er baseret på gæster fra Danmark og nabolandene, så er turismen i hovedstaden sammensat af flere forskellige segmenter, herunder også erhvervsturister, fra en lang række forskellige lande, herunder oversøiske.
I 2021 lå antallet af udenlandske hotelovernatninger i hovedstaden 65% under niveauet i 2019.
De ti største internationale markeder for hovedstadens turisme før coronakrisen var: Tyskland, USA, Sverige, Storbritannien, Norge, Italien, Frankrig, Holland, Spanien og Kina.
Relaterede artikler:
Disse perioder vil presse Københavns hotelkapacitet
Danmarks dyreste overnatningssted klar til åbning
Tivoli drømmer igen om egen Michelin-restaurant