- TURISME24.DK - https://turisme24.dk -

Nyt værktøj skal gøre Hærvejen skarpere

Langs Hærvejen arbejder mange aktører på at gøre ruten mere attraktiv for turister. Nu er Epinion kommet med et nyt værktøj, som skal gøre erfaringer fra projekter mere brugbare.

Det tværkommunale samarbejde Udvikling Hærvejen har for noget tid siden fået 8,4 millioner kroner fra Nordea-fonden til et monitorerings- og evalueringsprojekt, som skal gøre branchen klogere på turismen langs Hærvejen.

Formålet med dataindsamlingen er overordnet at bruge den som grundlag for udvikling af nye og forbedring af eksisterende aktiviteter, produkter og ydelser langs Hærvejen, og nu har projektet kastet et nyt evalueringsværktøj af sig, som analyseinstituttet Epinion har udviklet.

”Værktøjet kan bruges af både store og små aktører og fungerer som en støtte i hele processen, lige fra projektidé til læring efter afslutning og eventuel videre tilpasning,” skriver Udvikling Hærvejen på LinkedIn.

Kan hjælpe med flere opgaver
Udvikling Hærvejen oplyser, at evalueringsværktøjet kan bidrage til flere ting for de 15 kommuner, som er en del af samarbejdet.

Det kan således hjælpe med at danne overblik over formål, målgrupper og metoder i projekter, formulere de vigtigste evalueringsspørgsmål, vælge mellem konkrete evalueringsmetoder, der passer til ressourcer og målgrupper, undgå, hvad man kalder klassiske faldgruber, og gøre evalueringen enkel og brugbar.

Derudover skal aktører kunne bruge erfaringerne til at forbedre egne projekter, og samtidig skal værktøjet bidrage til viden, der kan styrke udviklingen af Hærvejen som helhed. Med til at kvalificere værktøjet har både været de 15 medlemskommuner i Udvikling Hærvejen og Nordea-fonden, oplyses det.

Skal samle mange tråde
Fra Epinion lyder det, at det nye evalueringsværktøj skal samle mange tråde. Mange aktører arbejder således for at styrke ruten gennem projekter som omlægning af ruter, bedre wayfinding, service og faciliteter.

Derfor ser man et behov for systematisk indsamling af erfaring, så indsatserne er effektive. Sker dette ikke, risikerer vigtig læring nemlig at gå tabt, mener Epinion.

Andre udfordringer kan også melde sig, såsom for mange eller for komplekse målinger, manglende ressourcer, valg af metoder for tidligt, uklare ansvarsforhold eller resultater, der ikke bliver brugt aktivt.

Med det nye værktøj håber Epinion, at det kan bruges i projektbeskrivelser, fondsansøgninger og som internt læringsredskab.

Kernen i værktøjet er tolv guidende spørgsmål, der hjælper projekterne med at definere formål, målgruppe, metode og organisering.

”Med værktøjet bliver evaluering en drivkraft for både de enkelte projekter og den samlede udvikling af Hærvejen – til gavn for lokale aktører, fonde og de vandrere og cyklister, der får glæde af en stærkere og mere sammenhængende ruteoplevelse,” skriver Epinion i en beskrivelse af værktøjet.

 

Relaterede artikler:

Grænseby skal være porten til Hærvejen

Kendt fond skænker 42 millioner kroner til Hærvejen

Milliondonation sætter turisme på skoleskemaet