Sådan kommer Easy Stay til at tage sig ud. (Foto: Maycon).

Nyt modulhotel tager form ved motorvej

Et nyt hotel bygget af moduler fra Polen er ved at rejse sig på Sjælland. Virksomheden bag har på længere sigt planer om at etablere fem hoteller under samme koncept.

Et nyt hotelkoncept under navnet Easy Stay er ved at tage form ved motorvejsafkørslen i Rønnede på Sjælland som en del af motorvejscenteret Stop 37.

Hotellet bliver bygget af moduler fra Polen, og når det står færdigt, vil det være digitalt drevet næsten hele vejen igennem, fortæller hotelprojektudviklingschef og konceptmanager Dennis Dahl fra Maycon, der er bygherre bag projektet.

”Alt kommer til at foregå digitalt. Det er kun rengøringspersonale, som kommer til at være til stede,” siger han til Sjællandske Nyheder.

Tilbyder også møder
Easy Stay kommer til at tilbyde 27 dobbeltværelser, og derudover er der fire mødelokaler, som kan bookes online. For at skabe sikkerhed hotellet får gæsterne en kode med deres booking, så de kan få adgang, og derudover er der kameraovervågning på hotellet.

Maycon planlægger at bygge fem Easy Stay-hoteller under samme koncept over de næste fem år – alle placeret på Sjælland. I første omgang vil Maycon selv teste konceptet grundigt, hvorefter hotellerne vil blive bortforpagtet. Det er intentionen, at det nye hotel ved Rønnede skal samarbejde med lokale attraktioner og seværdigheder om at skabe pakkeløsninger til gæsterne.

Maycon håber også på, at man på længere sigt kan indgå et samarbejde med IKEA om indretning og udstilling af møbler på hotellet.

Tog første spadestik sidste år
Maycon Ejendomsudvikling tog første spadestik til Stop 37 kort før påske sidste år. Overordnet kommer motorvejsstoppet til at tilbyde restauranter, en dagligvarebutik, ladestationer med plads til 18 elbiler ad gangen og overnatningskapacitet i form af to hoteller.

Maycon har valgt at etablere Stop 37 i Rønnede, da området har oplevet en stor tilstrømning af turister i forbindelse med opførelsen af Skovtårnet samt Camp Adventure Park, der åbnede i 2018. Stop 37 ligger kun fire minutters kørsel fra Skovtårnet.

I området findes også attraktioner som Gisselfeld Slot, Holmegaard Værk og BonBon-land, som tilsammen har cirka 750.000 besøgende årligt.

Det forventes, at Femernforbindelsen samt den nye Storstrømsbro mellem Sjælland og Falster vil øge turismetilstrømningen til området yderligere. Hvis den nye Tværmotorvej mellem Rønnede og Slagelse etableres, vil Stop 37 også ligge som et trafikknudepunkt mellem Slagelse og København.

 

Relaterede artikler:

Forladt skole kan få nyt liv som hotel

Historisk hotel fejrer fordobling af kapacitet

Nu sparker stort hotel renovering i gang