Rundvisning på Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg. (Foto: Niels Fabæk)

Nyt kulturpas giver unge adgang til attraktioner

43.000 unge står uden for arbejdsmarkedet og har ingen uddannelse. Nu ønsker et flertal af Folketinget at hjælpe de unge videre i livet med et kulturpas, der blandt andet skal lette adgangen til landets museer.

Regeringen, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet har indgået en aftale om det såkaldte kulturpas. Det betyder, at der nu sættes gang i forsøg, der sigter mod at bringe flere unge ind i nye fællesskaber. Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Med aftalen søsættes et kulturpas – et digitalt betalingskort på 2.000 kroner – og derudover vil regeringen og aftalepartierne afsætte midler til kulturpas-forløb, hvor flere unge kan blive en del af længerevarende kultur-, forenings- og idrætsfællesskaber.

Kulturpasset er relevant for Danmarks attraktioner, for de 2.000 kroner, der stilles til rådighed, kan bruges på for eksempel teater- og museumsbesøg, mens idrætsaktiviteter også er en del af aftalen.

Partierne bag aftalen er enige om, at for mange unge har det svært og kæmper med at blive en del af samfundets fællesskaber, og med passet håber man på at understøtte unges adgang til de førnævnte fællesskaber, de ellers ikke ville have midler til at blive en del af.

Kan føre unge videre i livet
Der er afsat 10 millioner kroner på finansloven i 2024 til forsøget samt 65 millioner kroner årligt i 2025 og 2026. Forsøget er skrevet ind i regeringsgrundlaget og henvender sig konkret til de 43.000 unge, der hverken har en ungdomsuddannelse, er i over 18 timers beskæftigelse eller er i gang med en uddannelse.

Dertil omfatter forsøg med kulturpas også de cirka 8.000 unge, der er i gang med en forberedende grunduddannelse (FGU).

Som en del af projektet bliver der i 2024 også nedsat et nationalt partnerskab bestående af organisationer inden for blandt andet idræt, forenings- og kulturlivet. Det digitale betalingskort kan de unge bruge fra sommeren 2025 indtil udgangen af 2026. Kulturpasset er klar til sommer, fordi it-løsningen med kulturpas i første omgang skal sendes i udbud.

Der vil blive lavet op til 15 kulturpas-forløb for unge mellem 15 og 24 år, som ikke er i uddannelse eller beskæftigelse. Det kan eksempelvis være forløb på seks måneder med 15 deltagere eller kortvarende gruppeforløb for flere, som for eksempel kan hjælpe 150-200 unge årligt.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt fortæller, at indsatsen skal hjælpe de 43.000 unge videre i livet. Der er i øvrigt tale om den samme gruppe unge, som den nye nationale turismestrategi ønsker, kan finde beskæftigelse i turistbranchen gennem en dialog mellem en række aktører fra udvalgte kommuner, civilsamfundsorganisationer, turismevirksomheder og turismeorganisationer, herunder Dansk Storbyturisme.

”Vi har sat os i spidsen for en meget svær mission. Vi vil have unge, der ofte står et svært sted i livet, ud i nye fællesskaber. Jeg tror på, at kulturen, foreningslivet og idrætten kan give uvurderlige oplevelser for den enkelte og skabe vigtige fællesskaber, som kan give de unge mod på livet og selvværd, som i sidste ende ruster dem til at komme i job og uddannelse. For at lykkes skal vi have hjælp fra de mange dygtige organisationer, der kender de unge og arbejder med dem til dagligt. Med deres hjælp er jeg overbevist om, at vi kan få gjort en forskel for mange unge,” siger kulturministeren.

 

Relaterede artikler:

Lukket attraktion sætter spor på museum

Nationalmuseet mister største gæstemagnet

Giver 60 millioner kroner til fornyelse af museum