Aarhus Airport Hotel rummer 37 værelser. (Foto: Aarhus Airport | PR)

Nyt hotel på Djursland

Aarhus Airport Hotel slår dørene op den 1. marts, og dermed får lufthavnens gæster, flypersonale samt turister til områdets attraktioner, en ny overnatningsmulighed.

I Stabrand på Djursland ligger Aarhus Airport, der onsdag den 1. marts åbner eget hotel. Navnet bliver Aarhus Airport Hotel, og hotellet kan ligesom Clarion Hotel Copenhagen Airport tilbyde de rejsende at gå tørskoet mellem hoteldøren og lufthavnsterminalen.

Der er tale om et selvbetjeningshotel, hvor alle services er digitalt styret. Hoteller ligger på førstesalen af lufthavnsbygningen med i alt 37 dobbeltværelser. der er indrettet i skandinavisk stil med egne badeværelser, moderne faciliteter, komfortable senge samt gratis WiFi.

Der er ingen restaurant i hotellet, men morgenmad eller aftensmad kan bestilles som roomservice eller alternativt indtages i lufthavnsrestauranten MIB Aarhus Airport, hvis opholdet er i forbindelse med en flyafgang.

”Hotellet er et led i at opgradere Aarhus Airport som international lufthavn. Vi har jævnligt luftfartspersonale, som lander sent og skal overnatte, inden de skal tidligt af sted næste morgen. Hvor flycrewet før typisk tog turen ind til Aarhus, kan de nu nøjes med at gå op ovenpå og krybe under dynen. Dertil kan rejsende med tidlige afgange slippe morgenstressen ved at checke ind på hotellet aftenen før og vågne op få minutter fra check-in,” siger Lars Rønnov, som er HR- og kommerciel chef i Aarhus Airport.

Størst potentiale i charter- og turistsæson
Udover at servicere flypersonale og lufthavnens gæster er der også mulighed for at tiltrække turister, der kommer langvejs fra for at besøge Nationalpark Mols Bjerge, Djurs Sommerland, Ree Park Safari eller byen Ebeltoft, der er nogle af områdets attraktioner.

Disse har hidtil været henvist til hoteller og vandrerhjem i Ebeltoft og Rønde samt Fuglsøcentret i Knebel.

Men indtil turistsæsonen for alvor skydes i gang vil det være relativt få gæster, der vil kunne få gavn af det nye hotel. I den kommende sommer er der indtil videre kun én daglig ruteflyafgang før kl. 08.00, og det er SAS til København kl. 06.30. De 11 internationale ruter afgår først efter kl. 08.00 og senere på dagen.

Derimod vil potentialet være noget større ved charterflyvninger, der ofte afgår ved 06-30-tiden.

 

Relaterede artikler:

Flere nye hoteller på vej til Aarhus

Nyt dansk lufthavnshotel klar til september

Endnu en dansk lufthavn skal have hotel