- TURISME24.DK - https://turisme24.dk -

Fra Bali til Sønderborg: Ny direktør til Alsik

Fra 1. marts overtager den erfarne Jesper Bach Larsen stillingen som direktør fra John Ankjær, som siden 2019 har drevet hotellet på en konsulentkontrakt.

Fra marts måned hedder direktøren på Sønderjyllands største hotel, Steigenberger Alsik Hotel & Spa i Sønderborg, Jesper Bach Larsen. Den nye direktør har 22 års erfaring fra Hilton-hoteller i forskellige lande heriblandt i Shanghai, Tokyo og Da Nang. Det skriver Steigenberger Alsik Hotel & Spa i en pressemeddelelse.

Jesper Bach Larsen vender hjem til Danmark fra en stilling som direktør på Jamana Bali Ungasan Resort, et luksusresort på Bali ejet af Hiltonkæden, hvor han har været siden december 2021.

Jesper Bach Larsen bosætter sig samtidig i Sønderborg med sin kæreste.

Overtager fra krisedirektør
Jesper Bach Larsen overtager stillingen fra John Ankjær, der siden september 2019 har fungeret som hoteldirektør på konsulentkontrakt. John Ankjær har ledet Alsik igennem en turbulent periode på mere end tre år, hvor hotellet i perioder har været lukket ned på grund af coronapandemien.

Til trods for verdenssituationen har John Ankjær dog formået at skabe sikker drift med hotellets medarbejdere, og hotellet præsterer efter eget udsagn i dag en af landets bedste belægningsprocenter.

Derfor har Bitten & Mads Clausens Fond, som ejer hotellet, nu vurderet, at tiden var moden til at en ny direktør, skriver Alsik.

Hotel har opfyldt krav
Bestyrelsesformand for Bitten & Mads Clausens fond, Per Egebæk Have, udtaler, at det har været vigtigt at finde en direktør med international erfaring.

”Det er vigtigt for os at vi med Jesper Bach Larsen har fundet en direktør, som dels har dansk oprindelse og dels stor international erfaring fra hoteller af høj kvalitet. Netop de parametre har været helt centrale at få kombineret i vores valg af ny direktør til Alsik,” fortæller bestyrelsesformanden.

Men fonden har ikke været alene om at stille krav. Med sig i bagagen hjem til Danmark havde Jesper Bach Larsen også krav, som han vurderer, hotellet opfylder.

”Efter mange år i udlandet bliver det spændende at vende hjem. Jeg har haft som krav, at det skulle være til et område og et hotel med fokus på bæredygtighed og med en dynamisk plan for udvikling af området. Det har Sønderborg, og Alsik er et fantastisk hotel med et kæmpestort potentiale og nogle meget engagerede medarbejdere. Det glæder jeg mig virkelig til at blive en del af,” fortæller den nye direktør.

 

Relaterede artikler:

Passioneret chef gør comeback på Clarion

Scandic glæder sig over flere elever til hotelfag

Historisk hotel genåbner efter stor renovering