Alive, der ejes af Aller Media, bliver første eventbureau i Danmark med den nye Green Event-certificering. Certificeringen skal tiltrække flere store events gennem fælles miljømærkning.
Et samarbejde mellem HORESTA, Wonderful Copenhagen og eventbranchen skal gøre København og Danmark endnu mere eftertragtet på den internationale eventscene.
Det skal ske gennem en koordineret indsats og en Green Event-certificering af danske events og eventbureauer, som man kender det fra hotel-, venue- og forlystelsesbranchen, hedder det i en pressemeddelelse.
Ambitionen er at bringe København i den grønne førertrøje som verdens grønneste og mest bæredygtige hovedstad.
Alive, der ejes af Aller Media og som var Tour de France’s officielle hospitality-partner i Danmark, er første eventbureau, der får det nye miljømærke blandt eventbureauerne i Danmark.
Og Jonas Oddermose, direktør i Alive, ser store muligheder for både Alive og hele den danske eventbranche overfor store nationale og internationale kunder. ”Bæredygtighed står af gode grunde højt på listen, når venues, hoteller og eventbureauer bliver vejet af store og mindre arrangører, hvad enten det er de helt store megaevents, som Tour de France eller firmaevents i både stor og lille skala,” siger han.
Positiv indflydelse
Marianne Arvedsen, salgschef i Alive, ser et stort potentiale for København og Danmark med den nye fælles Green Event-certificering af danske eventbureauer.
”Det vil have positiv indflydelse på Københavns image og bæredygtigheds-rating, at events i København kan miljømærkes og promoveres som grønne. Det vil være et vigtigt salgsargument for at tiltrække flere store arrangementer til København,” siger hun og fortsætter:
”Vi gør allerede meget som danske eventbureauer i Danmark for at sikre bæredygtig afvikling, men vi har simpelthen manglet en fælles certificering, der kan sikre nogle klare kriterier og standarder, både over for os selv, og over for deltagere og arrangører. Det har vi nu med Green Event-certificeringen.”
Green Event er blevet til i samarbejde mellem Alive, Wonderful Copenhagens sustainability-afdeling og HORESTA/Green Key.
Ordningen gør det muligt for eventarrangører at opnå green tourism organization på lige fod med Hotel-, Venue- og Forlystelsesbranchen. Der skal ligeledes udvikles en certificering på konkrete events som på sigt skal kunne benyttes af nationale samt internationale virksomheder til at dokumentere deres miljøindsats på events holdt i Danmark.
Relaterede artikler:
“Erhvervsrejsemarked domineres af store bureauer”
Tour de France fylder ikke københavnske hoteller
Disse perioder vil presse Københavns hotelkapacitet
Disse 21 danske hoteller fik sidste år Green Key
Aller-firma bag Tour de France VIP-events i Danmark