Ny administrerende direktør for Greater Copenhagen er Jan Juul Christensen. (Foto: Greater Copenhagen)

Ny direktør hos Greater Copenhagen

Greater Copenhagen har ansat Jan Juul Christensen som ny administrerende direktør fra 1. august i år. Hans fokus vil være at gøre området til en af verdens mest konkurrencedygtige metropolregioner.

En ny person er på vej i spidsen for Greater Copenhagen, der er det store dansk-svenske regionpartnerskab på tværs af Øresund.

Den nye administrerende direktør for sekretariatet hedder Jan Juul Christensen, og han ser frem til at arbejde for en styrket region.

”Jeg glæder mig meget til at starte og til at arbejde for, at Greater Copenhagen bliver en af verdens mest konkurrencedygtige metropolregioner ved at drive en innovativ dagsorden inden for arbejdsmarked, grøn omstilling og infrastruktur,” siger han i en pressemeddelelse.

Greater Copenhagen er et politisk samarbejde mellem 85 kommuner og fire regioner i Sydsverige og Østdanmark. Den seneste direktør hed Tue David Bak, og han fratrådte tidligere på året.

Fortid i Københavns Lufthavn
Senest har Jan Juul Christensen arbejdet for egen virksomhed med strategisk rådgivning og politisk interessevaretagelse. Før dette var han direktør for kommunikation og CCR i Københavns Lufthavn. Herudover har han tidligere også været medlem af hovedbestyrelsen hos Socialdemokratiet.

”I Greater Copenhagen er der grobund for bæredygtig vækst. Det skaber vi bl.a. gennem det fælles arbejdsmarked, som får stor betydning i fremtiden. Vi vil også have en velfungerende infrastruktur, så det er let at pendle og rejse rundt i regionen,” siger Jan Juul Christensen.

”En anden styrke ved Greater Copenhagen er de svenske og danske velfærdssamfund, som opnår meget inden for bæredygtighed og forskning. Det vil vi styrke ved at tiltrække flere virksomheder til regionen. Vi vil også fortsætte det gode arbejde med at lave skarpe analyser, der viser regionens potentiale.”

Stor erfaring med politisk arbejde
Lars Gaardhøj, formand for Greater Copenhagen og formand for Region Hovedstaden, ser store kvaliteter i Jan Juul Christensen.

”Jan har stor erfaring med politisk arbejde og har en fremtrædende rolle i regionen ikke mindst med sin baggrund fra Københavns Lufthavn. Sammen med Jan Juul Christensen vil vi fortsætte med at skabe vækst og udvikling for hele Sverige og Danmark her i Nordens største arbejdsmarkedsregion,” fortæller han.

Jan Juul Christensen tiltræder som den nye administrerende direktør hos Greater Copenhagen 1. august 2024.

 

Relaterede artikler:

Økonomisk organisation holder kongres i København

WoCo fremhæver egne resultater i opgørelse

Bragende enige politikere vil styrke togturismen