- TURISME24.DK - https://turisme24.dk -

”Nogle af vores stamkunder bor her i 175 dage”

Rejsende håndværkere tilskrives en del af æren for, at sjællandsk hotel kom på fode igen efter COVID-19-pandemien. Nu har de to selskaber bag hotellet landet et samlet millionoverskud.

De seneste fem år har ikke været nemme at drive hotel i. Sådan lyder det fra Taastrup Park Hotel, der tilføjer, at man først blev udfordret af COVID-19-pandemiens genvordigheder, hvorefter energikrise og international uro fik fritids- og erhvervskunder til at skrue ned for forbruget.

Det har kunne mærkes på Taastrup Park Hotel, der oprindeligt var en herskabsvilla, som blev restaureret slået sammen med nabohuset. Sidenhen er ejendommen blev udvidet og renoveret ad flere omgange, og i dag har hotellet 66 værelser, restaurant og er en del af Small Danish Hotels.

Nu går det dog fremad igen, viser de seneste årsregnskaber for de to selskaber, der udgør forretningen. Det ene ejer hotelbygningen, mens det andet varetager driften. Lagt sammen har de landet et overskud på knap 1,2 millioner kroner sidste år.

Betegner fremtiden som lys
At det nu går fremad, glæder Taastrup Park Hotels direktør og indehaver Heidi Vestergaard, der for ni år siden overtog tøjlerne efter sin far Jørgen Vestergaard, som grundlagde hotellet.

”Hotellet har været igennem en lang og til tider hård turn around-proces, og vi har været nødt til at tage nogle svære beslutninger undervejs.”

”Men det har også været en meget tilfredsstillende rejse imod at realisere det potentiale, som min far fik øje på ved etableringen af hotellet for 34 år siden. I hvert fald ser hotellets fremtid lys ud, efter at vi nu har fundet et koncept, der i høj grad fungerer.”

Op mod 175 dage om året
Erhvervsrejsende spiller en stor rolle på Taastrup Park Hotel, der ligger relativt tæt på motorvejene E20, E47 og E55. Det drejer sig i særlig grad om håndværkere, der har behov for overnatning i nærheden af København.

Netop den store andel af rejsende håndværkere, der gør brug af hotellet, var til gavn i kølvandet på pandemien, fordi de havde brug for hotelovernatninger noget tidligere, end tilfældet var for de turister, som udgør det primære kundegrundlag hos andre hoteller.

”Nogle af vores stamkunder bor her i 175 dage om året, så vi lægger stor vægt på, at de skal føle sig hjemme,” siger Heidi Vestergaard.

”Hotelmarkedet er i dag præget af self-service, hvor man selv tjekker ind og ud og i det store hele klarer sig selv. Der udgør vi et klart alternativ, fordi vi insisterer på at give kunderne en god og kærlig service.”


Relaterede artikler:

Hotelkæde hilser tre nye hoteller velkommen

Hotelkæde ansætter ny kommerciel direktør

Horsens atter på landkortet hos Small Danish Hotels