- TURISME24.DK - https://turisme24.dk -

Nedrivningstruet attraktion med bøn til politikere

Hvis ikke, der bliver udstrakt en hjælpende hånd fra staten, risikerer Frøslevlejren at skulle rive 25 ud af lejrens 27 barakker ned.

Frøslevlejren risikerer at blive revet ned, hvis ikke der bliver tilført 25 millioner kroner til akut hjælp fra Christiansborg. Det skriver Altinget.

Den bastante udmelding kommer fra Ditte Hviid, der er udviklingskoordinator ved Frøslevlejren.

”Behovet for renovering er langt større end vores indtægter rækker til. Derfor har vi behov for, at staten engagerer sig og hjælper os. På den måde kan vi blive ved med at fortælle de vigtige historier fra en afgørende og trist periode i danmarkshistorien,” siger Ditte Hviid til Altinget.

25 bygninger risikerer nedrivning
Hvis ikke Frøslevlejren får tilskuddet på 25 millioner kroner, risikerer 25 ud af de i alt 27 barakker, der er i lejren, at blive revet ned.

Nationalmuseet driver i dag museum i to af lejrens barakker. Det er umiddelbart de to barakker, som ejes af Nationalmuseet, som ikke er nedrivningstruede.

Derudover driver Beredskabsforbundet, Hjemmeværnet og Amnesty International også museer i den gamle interneringslejr.

Hvis ikke, de gamle træbarakker bliver renoveret, frygter Frøslevlejren, at stedets lejere opsiger deres lejemål på grund af stigende energipriser og bygningernes dårlige stand. Det vil  i sidste ende give færre penge på kistebunden til at holde bygningerne ved lige, og det kan betyde, at bygningskompleksets forfald kan blive accelereret.

Nyt oplevelsescenter skal tiltrække 60.000 gæster
Ud over de 25 millioner kroner til renovering søger Frøslevlejren også 100-200 millioner kroner fra Aabenraa Kommune og staten til oprettelsen af et nyt oplevelsescenter.

Det er Frøslevlejrens håb, at det nye center skal blive mere økonomisk bæredygtigt, og det er planen, at skoleelever skal undervises i holocaust og folkedrab i det nye oplevelsescenter. Det er Frøslevlejrens håb, at oplevelsescentret vil tiltrække 60.000 besøgende om året.

Der har været museum på Frøslevlejren siden 1969. Derudover har Frøslev Efterskole holdt til i lejren siden 1995.

Frøslevlejren blev bygget i 1944 af den tyske besættelsesmagt. Cirka 1.600 fanger blev overført fra Frøslevlejren til kz-lejre i det øvrige Europa. Efter krigen blev lejren omdannet til interneringslejr under modstandsbevægelsens ledelse. Her var fanger indsat, som var blevet dømt for at have samarbejdet med besættelsesmagten. I den periode blev stedet kaldt Fårhuslejren for at der ikke skulle ske forvekslinger med fanger, der havde siddet i Frøslevlejren under besættelsen.

 

Relaterede artikler:

Rekordår for fynske attraktioner

Ny dansk attraktion håber på 100.000 gæster

Danmark får nyt museum til 30 millioner kroner