Statens Naturhistoriske Museum igangværende særudstilling Neandertaler har tiltrukket et meget stort publikum. Pressefoto: Frederik Nesbith Wolff.

Neandertalere med til at sætte museumsrekord

Statens Naturhistoriske Museum står til at slå besøgsrekord, og samtidig øjner museet muligheden for at nå et andet mål et par år tidligere, end man hidtil har drømt om.

De mange solskinstimer og høje temperaturer har tilsyneladende ikke holdt danskerne fra at besøge Statens Naturhistoriske Museum i løbet af sommeren, ligesom museets tre besøgsadresser –  Zoologisk Museum på Østerbro, udstillingsbygningen med museets særudstillinger på Øster Voldgade og Palmehuset i Botanisk Have – også har været godt besøgt i starten af året.

I en pressemeddelelse oplyses det, at man allerede har nået 300.000 besøgende, og det tyder desuden på, at den hidtidige rekord på 314.000 gæster bliver slået i år. Rekorden har stået siden 2019.

Museet tilskriver selv en del af succesen til den igangværende særudstilling ’Neandertaler’, der tilsyneladende har tiltrukket et meget stort publikum. Udstillingen er arrangeret i samarbejde med Moesgaard Museum ved Aarhus, og den løber indtil 19. februar næste år.

Drømmer om endnu flere gæster
Årets høje besøgstal kan også betyde, at Statens Naturhistoriske Museum får mulighed for at indfri en af museets ambitioner et par år tidligere end forventet. I øjeblikket er museet nemlig ved at opføre en ny museumsbygning, og den håber man vil tiltrække flere besøgende.

”Om et par år står vores nye museumsbygning klar her i Botanisk Have, og vores mål har fra begyndelsen været, at vi skulle kunne tiltrække 400.000 gæster om året. Men hvis året fortsætter som hidtil, er vi godt på vej mod det mål allerede i år, og det er vi jo rigtigt glade og taknemmelige for,” udtaler direktør Peter C. Kjærgaard fra Statens Naturhistoriske Museum. 

Den 23. oktober i år lukker Zoologisk Museum efter 52 år som en del af forberedelserne til den nye museumsbygning. Forventningen er derfor, at rigtig mange gæster vil besøge museet en sidste gang, før det lukker dørene den sidste søndag i efterårsferien, lyder det.

Lander overskud for tredje år i træk
De 300.000 besøgende betyder også, at Statens Naturhistoriske Museum allerede har slået besøgstallet fra sidste år. Her valgte 288.000 gæster at besøge museet. Besøgstallet kunne muligvis have været endnu højere, men museet måtte holde lukket i fire af årets tolv måneder grundet COVID-19-pandemien.

I en pressemeddelelse tidligere i år oplyste museet, at besøgstallet i 2021 var med til at give Statens Naturhistoriske Museum sit tredje år i træk med et positivt økonomisk resultat. Det fortalte direktør Peter C. Kjærgaard.

”Corona-nedlukningerne har været hårde for museerne. Især fordi vi – i modsætning til de fleste andre museer – ikke har modtaget ekstra tilskud i forbindelse med corona-restriktionerne. Så meget desto mere er der grund til at glæde sig over de gode tal, der er med til at sikre, at vi har en bæredygtig økonomi.” 

Relaterede artikler:

Nationalmuseets 15 besøgssteder så fremgang i juli

Stort museum lukker midlertidigt

Attraktioner skal fylde mere i dansk markedsføring