- TURISME24.DK - https://turisme24.dk -

Næstbedste påskemåned for feriehuse

Der var meget aktivitet i landets feriehuse i april 2023. Kun påskemåneden i 2022 var bedre. Samtidig ses en tendens, hvor der er højere aktivitet i år, hvor påsken falder i april.

Påskemåneden april var i år god for Danmarks feriehusudlejere. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. I alt var der 1,9 millioner overnatninger i måneden, og det er det næsthøjeste overnatningstal for en påskemåned nogensinde kun overgået af 2022, hvor påsken også faldt i april, og der var to millioner overnatninger.

Lars Ramme Nielsen, markedschef for Turisme, oplevelse & kultur i Dansk Erhverv, glæder sig over aprils overnatningstal. Han fortæller, at det betyder meget, i hvilken måned påsken falder.

”Det er en relativ sen påske og meget høj efterspørgsel efter påskeferie i danske feriehuse fra især tyske gæster, der er baggrund for de gode tal. Det betyder meget, hvornår påsken falder. Det er interessant og positivt, at de danske bookinger fortsat er på et højt niveau, om end de er lavere, end vi så det i corona årene. For kun få måneder siden var vi bekymrede for effekten af usikker økonomi, inflation og energipriser, men det er glædeligt, at efterspørgslen er robust. Det giver grobund for optimisme for 2023,” siger Lars Ramme Nielsen, markedschef i Dansk Erhverv.

Tal viser klar tendens
Lars Ramme Nielsens analyse underbygges af tallene fra Danmarks Statistik, der viser, at overnatningstallene for feriehuse er noget lavere i de år, hvor påsken falder i marts.

Eksempelvis var der 1,8 millioner overnatninger i landets feriehuse i 2019, hvor påsken faldt i april, mens der året før, hvor påsken faldt i marts, blot var cirka 1,1 millioner overnatninger.

I 2017, hvor påsken også faldt i april, var der cirka 1,6 millioner overnatninger, mens der i 2016, hvor påsken faldt i marts, blot var 900.000 overnatninger.

I øvrigt er det gennemsnitlige antal af feriehusovernatninger i april måned mere en fordoblet over de seneste 20 år.

Resten af året lover godt
Selvom aktiviteten var en smule lavere i april i år sammenlignet med sidste år, var der ved udgangen af april måned flere bookede husuger for resten af året sammenlignet med samme tidspunkt i 2022.

Således var der 437.000 bookede husuger for resten af 2023 ved udgangen af april, og det er 8.900 flere end sidste år. Det er til trods for, at mængden af bookinger fra danske gæster er faldet med 3.900 bookede husuger sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

Den modsatte tendens ses i de tyske bookede husuger for resten af året, hvor der med undtagelse af juni er en stigning i bookede husuger fordelt på resten af året. Faldet i juni skal ses i lyset af pinsens placering i juni i 2022. Den største stigning ses i august, hvor der er 3.300 flere husuger booket af tyske gæster sammenlignet med sidste år, oplyser Danmarks Statistik.

 

Relaterede artikler:

Feriehusudlejer samarbejder med kendte navne

Feriehusudlejere: Den ene succes efter den anden

Fortsat vækst i overnatninger i 2023