Morten Dahlin. (PR-foto).

Morten Dahlin bliver turismens minister

I forbindelse med torsdagens ministerrokade flytter turismepolitikken også ind i et nyt ministerium. Hos Venstre glæder man sig over at få opgaven, mens HORESTA håber på en central plads på Morten Dahlins skrivebord.

Torsdag er der gang i svingdørene på landets ministerier i forbindelse med den ministerrokade, som regeringen netop har offentliggjort. Men selvom erhvervsminister Morten Bødskov (S) umiddelbart fortsætter som erhvervsminister, skal turismen alligevel have ny minister. Det oplyser landets minister for by- og land, kirke og nordisk samarbejde, Morten Dahlin (V), på de sociale medier.

”I går ringede Venstres formand Troels Lund Poulsen midt i aftensmaden. Han ville fortælle mig, at jeg skal fortsætte som minister for by- og land, kirke og nordisk samarbejde. Samtidig får jeg nu det politiske ansvar for turismen i Danmark. Turismen spiller en nøglerolle i at skabe job og vækst i hele vores smukke land, og vi vil gerne have nogle flere til at besøge os. Jeg er glad for, at jeg får lov at fortsætte arbejdet og er stolt af at få udvidet mit ansvarsområde,” lyder det således fra Dahlin.

Dahlin var i øvrigt på et pressemøde med til at præsentere regeringens nye landdistriktsudspil for en uge siden, som blandt andet fokuserer på, at turistbranchen i fremtiden får nemmere ved at omdanne bygninger til turismeformål i kystnærhedszoner, ligesom der også åbnes op for udlægningen af 2.500 nye sommerhusgrunde nær kysten.

Prioriterer turismen højt
Hos Venstre glæder man sig over, at et af partiets ministre nu får ansvar for turismen. Det skriver Venstres næstformand og økonomiminister, Stephanie Lose, på LinkedIn.

”Udover de to nye ministerier har Venstre også fået et nyt resortområde, nemlig turisme, som ellers lå i Erhvervsministeriet. Det er vi naturligvis også meget glade for, og vi har valgt at placere det hos Morten Dahlin, som også fortsætter som minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde. Turismeerhvervet har vi altid prioriteret højt, for det er med til at skabe vækst, udvikling og gode arbejdspladser i hele Danmark,” skriver næstformanden.

Vækker glæde hos erhvervsorganisation
Der skulle ikke gå lang tid, fra ministrene kom med deres udmelding, før turistbranchen reagerede på nyheden. HORESTA’s politiske chef, Maria Olafsson, skriver således på LinkedIn, at man gerne vil takke Morten Bødskov for sin indsats for turistbranchen, og at man nu er spændte på at se, hvad det nye samarbejde kommer til at betyde.

”Turismeområdet er med dagens rokade blevet flyttet over til ministeren for blandt andet by og landdistrikter, Morten Dahlin. Det kan ved første øjekast måske undre, at man rykker Danmarks fjerdestørste eksporterhverv væk fra Erhvervsministeriet, men jeg tror og håber, at turismen får lov at spille en helt central rolle i det nye ministerium,” skriver den politiske chef.

Hun tilføjer:

”Turismeerhvervet er nøglen til liv, vækst og beskæftigelse i både by og landdistrikter, og det giver i dét lys fin mening, at turismen får ny ressortminister.

 

Relaterede artikler:

Stor fokus på turismen i nyt landdistriktsudspil

Roser regeringens plan for turisme i landdistrikter

Turismen glæder sig over regeringsudspil