Monster-udstillingen åbner i Kronborgs kasematter til næste år. (Foto: Kronborg Slot | PR)

Monster-udstilling skal få børn til at tale om følelser

En hidtil velbesøgt udstilling med store monstre lavet af genbrugsmaterialer skal få gæster til tage en tur forbi Kronborg Slot og gøre det nemmere for børnefamilier at tale om komplicerede følelser.

Jalousi, angst og kærlighed er store følelser, der kan være svære at tale om for voksne men nok især børn. Det skal en udstilling på Kronborg Slot dog forsøge at gøre op med, mens den samtidig skal trække turister til renæssanceslottet i Helsingør efter åbningen den 8. februar næste år.

Udstillingen hedder ’Monster – stygge skabninger med store følelser’, og den har tidligere været sat op i ruinerne under Christiansborg Slot, hvor omkring 100.000 publikummer har oplevet de 12 monstre, der er tænkt som billeder på de følelser, som udfordrer os mennesker i løbet af livet.

Monstrene, der fremover vil være at finde i de mørke kasematter under Kronborg Slot, er fremstillet af genbrug og fundne materialer som skummadrasser, aflagte kjoler, kapsler, udtjente gardiner og julepynt.

Har historisk afsæt
Det er multikunstneren Shane Brox, som blandt andet er kendt fra en række tv-programmer på DR, der står bag udstillingen. Han håber, at de farverige monstre kan medvirke til, at de indviklede og store følelser bliver mere håndgribelige at tale om for børnene og deres forældre.

”Vi mennesker skaber monstre hver dag, når vi ikke taler ordentligt til hinanden – når vi råber, skændes, er egoistiske og uærlige, eller når vi ikke er gode til at kommunikere vores følelser og behov. Derfor har hvert monster i udstillingen fået knyttet en følelse til sig, der forhåbentlig kan inspirere børn og voksne til at tale om følelser i en tid, hvor pandemier, klima og ufred i verden skaber både angst, frygt og stress hos mange.”

Der er foretaget ændringer i udstillingen efter flytningen fra Christiansborg Slot således, at der er en sammenhæng mellem de udstillede monstre og resten af slottets udstilling. Det fortæller Christian Struckmann Irgens, der er slotschef på Kronborg Slot.

”Monstrene tager udgangspunkt i historiske monstre, man bogstaveligt talt troede på i renæssancen, som basilisken, maren eller kraken. Derfor kan man endda genkende nogle af dem fra rundt omkring på Kronborg Slot, hvor de gemmer sig i malerier eller i selve bygningen, som de altid har gjort.”

Hver fjerde turist er svensk
På Kronborg Slot vil monster-udstillingen sandsynligvis også blive besøgt af gæster fra flere andre lande, da slottet, der er opført på UNESCOs verdensarvsliste, tiltrækker en del internationale turister fra blandt andet Sverige, USA og Tyskland.

”Vores seneste analyse af sommerens turisme i Helsingør viser, at de svenske turister nu udgør hver fjerde turist til byen. Derudover ser vi også, at 74 procent af de øvrige internationale turister kommer til byen på dagstur fra København. Og de kommer ikke kun for at se på historiske bygninger og mærke stemningen, men vil også gerne blive inspireret og opdage unikke og originale oplevelser,” fortæller udviklingsdirektør Runa Sabroe fra Wonderful Copenhagen.

”Her kan udstillingen ’Monster’ tale ind i større tendenser – på en måde, der også bringer stedets kulturhistorie og verdensarv i spil. Følelser er et universelt sprog og især i børnehøjde er den sprogløse oplevelse et fantastisk rum at skabe oplevelser i – på tværs af generationer og kulturer.”


Relaterede artikler:

Nationalmuseets 15 besøgssteder så fremgang i juli

Helsingør henter stadig flere turister efter genåbning

CNN fremhæver unikke danske slotte