Når den nye Express 5-hurtigfærge næste år indgår i vagtplanen på Ystad-Rønne, frigives kapacitet. Dermed kan Molslinjen øge mellem Sjælland og navnlig Ebeltoft men også Aarhus.
Fra påsken næste år vil en hurtigfærge blive frigivet på Bornholmslinjens rute mellem svenske Ystad og Rønne – det sker når den nye store Express 5-hurtigfærge gør sit indtog mellem Ystad og Bornholm.
Dermed har Molslinjen, der blandt andet også driver Bornholmslinjen, en hurtigfærge i overskud. Det giver mulighed for fire-færge-drift på Kattegat mellem Sjællands Odde til Aarhus og sæsonrute til Ebeltoft.
”Danskerne bliver i stigende grad hjemme og holder ferie. Derfor stiger privatmarkedet lige nu, og den vækst vil vi understøtte med fire færger på Kattegat,” siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard, i en pressemeddelelse.
Den nye færge på Kattegat fra påsken næste år bliver enten Express 1 eller hurtigfærgen Max. Beslutningen om, hvilken færge, der skal blive på Bornholm, afventer det kommende valg til Folketinget og en beslutning i transportministeriet, oplyses det.
Fordobling af afgange mellem Odden og Ebeltoft
Men lige meget hvilken færge, det bliver, vil det resultere i langt flere afgange mellem Sjælland og Jylland.
Molslinjen oplyser således, at Ebeltoft-afgangene i næste års sæson mellem marts og oktober, øges fra de blot 294 sejladser i år til 656 næste år, en stigning på 123 procent mellem Odden og Ebeltoft.
Ligeledes frigøres kapacitet til Aarhus, der udvides fra de 8.430 planlagte afgange i år til 8.628 næste år, en stigning på 2,3 procent.
”Det giver op til 32 daglige afgange mellem Jylland og Sjælland. På den måde vil vi kunne have 45-minutters drift i perioder, hvor mange gerne vil sejle,” siger Jesper Skovgaard.
Passagererne skal registreres
Det er ikke mere muligt at booke en billet på Aarhus/Ebeltoft og Sjællands Odde uden at skulle oplyse navn, køn, fødselsår og nationalitet på passagererne.
Det skyldes et nyt EU-direktiv om at registrere disse oplysninger på færgeruter med sejldistancer op til 30 sømil, knap 50 kilometer.
Det gælder i Danmark for Molslinjens passagermæssigt største rute, Aarhus-Sjællands Odde, der cirka har 3,5 millioner årlige rejsende. Når Molslinjen næste år genoptager sejladserne mellem Sjællands Odde og Ebeltoft, der betjenes mellem påske og efterårsferien, vil de samme krav være gældende.
Næsten monopol på danske færgeruter
Molslinjen sejler nærmest alle store og større danske færgeruter, i alt ni fordelt på Alslinjen, Bornholmslinjen, Fanølinjen, Langelandslinjen, Molslinjen og Samsølinjen.
Molslinjen sejler fra marts til oktober også mellem Sjællands Odde og Ebeltoft på Djursland, mens Bornholmslinjen har tre ruter til Bornholm, fra Ystad i Sverige, Køge og tyske Sassnitz.
Molslinjen, der beskriver sig som Danmarks største indenrigsfærgerederi, omsatte sidste år for 1,6 milliarder kroner. Rederiet har siden 2015 udvidet fra to til ni danske færgeruter og forøget flåden til 15 skibe, der under normale rejseår betjener op til otte millioner passagerer.
Molslinjen står også bag fjernbusserne fra Kombardo Expressen. Molslinjen blev i 2020 år købt af den svenske investeringsfond EQT Infrastructure.
Relaterede artikler:
Fyldte fragtfærger rammer Bornholms turisme