Skitse af det mulige kommende hotelbyggeri på havnen i Rødbyhavn. (Grafik: Lolland Kommune)

Modstand mod hotelbyggeri i Rødbyhavn

Lokale erhvervsdrivende i Rødbyhavn retter kritik af forslag til et nyt hotelbyggeri på havnen. Hotellet er planlagt til at være 41 meter højt og have 138 værelser.

Står det til de lokale erhvervsdrivende på havnen i Rødbyhavn, skal planerne om et nyt, stort hotelbyggeri droppes.

Det fremgår af en række nye høringssvar over det potentielle byggeri, som er en del af en lokalplan og tilhørende kommuneplantillæg. Lolland Kommune har netop haft projektet i høring, og i forbindelse med dette er der altså kommet stor modstand fra lokale borgere. Det skriver TV2 ØST.

”Jeg frygter, at værkstedet ophører med at eksistere. Der kan hurtigt komme klager over, at vi larmer, støjer og sviner. Og det vil folk, der har betalt penge for at bo på hotel, ikke finde sig i,” siger Hugo Hansen, der har Rødbyhavn Bådeværft, og som tidligere også klagede over den første lokalplan med hotelbyggeriet.

Bådeværftet vil blive nabo til det nye hotel, der samtidig får modstand fra blandt andet Scandlines, som har færgerute fra havnen. Rederiet frygter, at flere turister kan få betydning for sikkerheden i området.

Vil få 138 hotelværelser og -lejligheder
Hotelprojektet i Rødbyhavn inkluderer både hotel og kontorer, og entreprenørvirksomheden bag er Bach Gruppen. Byggeriet skal ske på et område på Vestre Kaj nær Femern Bælt-forbindelsen.

Af lokalplanen fremgår det, at det samlede projekt omfatter cirka 20.000 kvadratmeter etageareal fordelt på tre større bygninger. Bygningerne er skitseret til at have henholdsvis fem, otte og ni etager. Herudover er der planlagt et parkeringshus på fire etager.

Den højeste bygning, der kan blive op til 41 meter højt, skal indeholde kontorer, 108 hotelværelser og 30 hotellejligheder. I den anden bygning skal der være butikker, kontorer og cirka 200 parkeringspladser eller omkring 150 hotelværelser.

Adgangsvej til det nye hotel kan anlægges i området hen mod Rødbyhavn Bådeværft og bådebyggeriet Bredgaard Boats. Ligesom der også er tænkt faciliteter til rekreative formål ind i dette område.

Bach Gruppen vil hurtigst muligt indlede byggeriet, hvis lokalplanen vedtages af kommunalbestyrelsen i Lolland Kommune. Det vides ikke, hvornår hotellet kan stå færdigt.

 

Relaterede artikler:

Rejsebureauejer skal have endnu et dansk badehotel

Femern Bælt-forbindelsen øger behov for hoteller

Femern-forbindelse kommer nærmere