- TURISME24.DK - https://turisme24.dk -

Minister og destinationer er enige om udfordringer

Nok stiger overnatningstallene og omsætningen, men der er dog fortsat udfordringer, som dansk turisme skal finde løsninger på således, at man kan bidrage til, at landet har noget at slås for.

I marts blev Martin Perregaard-Bitsch, der er direktør i Destination Trekantområdet, valgt som ny forperson for Danske Destinationer. Siden er bestyrelsen blevet konstitueret og Destination Himmerlands direktør Johanne Bugge genudpeget som næstforperson.

I sidste uge var organisationen i den nye startopstilling klar med snuden i sporet, og det kom til udtryk ved, at Danske Destinationer afviklede en rundbordssamtale, hvor omdrejningspunktet var dansk turismes fremskridt og udfordringer.

Udover organisationens medlemmer sad minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde Morten Dahlin (V), der som bekendt har netop turisme som et af sine ressortområder, med ved bordet og deltog i drøftelserne.

Er enige om udfordringer
Ifølge Danske Destinationer vidner såvel stigende overnatningstal som højere omsætning om de fremskridt, som branchen har gjort. Udviklingen tilskrives blandt andet den professionalisering, der har været foretaget, samt et velkoordineret samarbejde mellem aktører.

Det betyder dog ikke, at der ikke venter udfordringer forude. Det anerkendte ministeren også under rundbordssamtalen, hvor han sammen med de andre deltagere diskuterede nogle særlige hurdler, som man skal være opmærksom på.

Det drejer sig om et stigende krydspres mellem nationale ambitioner og lokale hensyn, hvilket skaber nye dynamikker i den kommunale turismefremme, ligesom overnatningskapacitet og færre nordiske gæster begge er udfordringer, der løbende fylder mere og mere.

På længere sigt udpeges mangel på kvalificeret arbejdskraft som et område, hvor der skal findes løsninger på, mens pres på de offentlige budgetter betyder, at det fremover bliver nødvendigt at tænke i andre baner, end man hidtil har gjort.

Skal have noget at slås for
En af konklusionerne på rundbordssamtalen blev, at man skal arbejde sammen om at integrere turismen i løsninger på de udfordringer, som resten af samfundet står over for. Danske Destinationer har også bud på, hvordan man sikrer en stærk indsats fremover.

”Øget ambassadørskab fra staten og Kommunernes Landsforening giver en unik mulighed for at styrke det lokale turismesamarbejde på tværs,” lyder det.

”Destinationsselskaberne spiller en nøglerolle i at udbrede den nationale turismestrategi og skabe vækst lokalt. Mens andre arbejder for at landet har noget at slås med, skal vi bidrage til at landet har noget at slås for.”


Relaterede artikler:

Udpeget på ny: “Det er et vigtigt stykke arbejde”

Turismeminister med på at forsøge at fjerne barriere

Danske Destinationer vælger ny forperson