Sammen med byens borgmester slog beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) et smut forbi Milling Hotels i Odense, hvor en af de indsatser, som kæden er engageret i, blev drøftet.
Det er langt fra alle, der tager den snorlige vej gennem folkeskole, videreuddannelse og ind på arbejdsmarkedet. Nogen har sværere end andre ved at få fodfæste og finde sig til rette i en hverdag med job og rutiner.
Den udfordring kender man også til i Odense, og for at dæmme op for netop denne har den fynske kommune et projekt kaldet ’Virksomhederne viser vejen’, der går ud på, at lokale virksomheder åbner dørene for ledige, der er langt fra arbejdsmarkedet.
De får dernæst oplæring, arbejdsprøvning og mulighed for at komme i virksomhedspraktik således, at de ledige kan få konkrete erfaringer, lejlighed til at vise deres eget potentiale og tage et skridt i retning af en fremtid med en fast stilling.
Hørte om indsats
Milling Hotels var den første virksomhed, der i sin tid meldte sig klar til at deltage i projektet, og den danske hotelkæde har netop haft lejlighed til at fortælle lidt mere om sin tid som samarbejdspartner, da den fik besøg på et af de i alt 11 hoteller, som indgår i porteføljen.
På Milling Hotel Plaza, der ligger i hjertet af Odense, tog områdedirektør Gitte Milling samt koncerndirektør og medejer Dorte Milling nemlig for nyligt imod beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) samt Peter Rahbæk Juel (S), der er borgmester i Odense Kommune.
Omdrejningspunktet for besøget var at gøre ministeren klogere på hotelkoncernens engagement i ’Virksomhederne viser vejen’, ligesom Gitte Milling fik lejlighed til at redegøre for den filosofi, som Milling Hotels benytter i indsatsen med at skabe rummelig arbejdsplads.
Den handler i grove træk om, at man forsøger at møde alle ansatte med forventninger samt en tilgang, hvor alle er lige meget værd og rummer et potentiale, der er værd at tro på, oplyses det.
Gjorde indtryk
Det var dog ikke kun repræsentanterne for hotelkæden og de to politikere, der var til stede. Det samme gjaldt tre unge odenseanere. To af dem havde været i praktik hos Milling Hotels for flere år siden, og de er nu kommet videre i livet efter at have haft et svært udgangspunkt.
”At høre deres historier og mærke den stolthed, de selv udstrålede, gjorde indtryk på os alle også på ministeren og borgmesteren,” lyder det fra Milling Hotels.
”Det er præcis de øjeblikke, der minder os om, hvorfor vi som virksomhed skal turde tage ansvar og tro på mennesker. For troen på menneskers værdi kan flytte bjerge.”
Relaterede artikler:
Milling øger overskud med 13 millioner kroner