En investering på omkring 20 millioner kroner i at ændre bymidtens nedslidte indtryk og forvandle tidligere butikker til boliger er blevet taget godt imod af områdets turister, lyder det nu.
Det hører efterhånden ikke længere til blandt sjældenhederne, at man bliver mødt med et skilt om, at tomme butikslokaler udlejes eller er blevet sat til salg, når man går en tur på selv de mest centrale markedsgader i en del af de danske byer.
At der måtte gøres noget, var da også den konklusion, som Lolland Kommune nåede frem til for fire år siden. Her kiggede man sig omkring i Nakskov bymidte og blev mødt af et trist syn, da mange af købstadens centralt beliggende huse efterhånden var blevet en kende nedslidte.
Derfor besluttede man at tage skeen i den anden hånd og etablerede Nakskov Bymidtefond som en del af den overordnede indsats kaldet Nakskov 2030.
Med indsatsen håber man på at løfte byen og fremtidssikre den ved hjælp af en samlet investering på 150 millioner kroner, som stammer fra Lolland Kommune, Realdania samt A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
Kalder det en markant forbedring
Bymidtefonden skulle konkret yde støtte til at bevare og forskønne bygninger i Nakskovs historiske bymidte. I løbet af de seneste fire år er 20 millioner kroner fra fonden Realdania blevet benyttet til netop dette formål.
Foreløbig er 29 ejendomme sat i stand, og en række tomme butikslokaler er blevet omdannet til boliger. For nyligt er effekten af fondens arbejde desuden blevet evalueret, og resultaterne peger på, at forskønnelsen har haft betydning for det lokale turismeerhverv.
Det oplyses nemlig, at evalueringen blandt andet dokumenterer, at indsatsen har ændret indtrykket af byens centrum, som tidligere blev betragtet som nedslidt, men både byens borgere og de besøgendes oplevelse af Nakskov er siden blevet markant forbedret, oplyses det.
Finder oftere tegnebogen frem
At de tilrejsende nu ser anderledes på det syn, der møder dem, når de går en tur gennem det centrale Nakskov, resulterer med al sandsynlighed i, at de vil vælge at hive betalingskortet op af lommen flere gange end ellers. Det mener destinationschef Lindy Kjøller fra Visit Lolland-Falster.
”Når der sker et løft i kvaliteten, har det to betydninger. Den ene er, at gæsten får en bedre oplevelse. Den anden er, at gæsten bruger flere penge. Øget kvalitet i oplevelsen gør, at man har lyst til at bruge flere penge.”
Ender i en negativ spiral
Henrik Madsen, der er leder af Nakskov 2030, er meget tilfreds med den effekt, som man indtil videre har kunne aflæse.
”Det har været overraskende at se, hvor meget projekterne har ændret bybilledet, og i hvor høj grad enkelte projekter kan ændre hele indtrykket af et gadeforløb.”
”Det gør noget ved lysten til at opholde sig eller bosætte sig i bymidten, når ting forfalder og butikker står tomme, og så står man med en negativ spiral. Det optimistiske budskab fra Nakskov er, at der også kan skabes en positiv spiral, når der investeres i bymidten og dens huse.”
Relaterede artikler:
Dropper hotelplaner på Lolland
7.000 kvadratmeter stort plejecenter udbydes til hotelprojekt