Det danske kokkehold ved Bocuse d'Or Europe 2024 Foto: Jesper Bøjlund

Millioner til gastronomi kan styrke turismen

I finansloven for 2025 bliver der afsat flere midler til dansk gastronomi. Det kan smitte positivt af på turismen, lyder det fra HORESTA.

Danmark fylder stadigt mere på den internationale gastronomiske scene. I år trak Danmark guldet hjem til det europæiske Bocuse d’Or, og året forinden var det Brian Mark Hansen fra Søllerød Kro og hans assistent, Elisabeth Madsen, fra Svinkløv Badehotel, som løb med guldmedaljen til den internationale konkurrence, som bliver kaldt verdensmesterskabet i kokkekunst.

Samtidig er Danmarks gastronomiske profil også en politisk prioritet, og på finansloven for 2025 har regeringen, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre valgt at afsætte 2,5 millioner kroner yderligere til dansk gastronomi i 2025.

Dermed kommer den samlede støtte næste år til at lyde på 4 millioner kroner, og midlerne skal blandt andet gå til at understøtte dansk deltagelse i netop Bocuse d’Or.

Erhvervsorganisation glæder sig
At dansk kokkekunst er en politisk prioritet, vækker glæde hos HORESTA. Her understreger administrerende direktør Pia E. Voss, at dansk gastronomi smitter positivt af på turismen bredt.

“Den danske gastronomi er ikke blot en stolt del af vores kultur, men også en vigtig økonomisk drivkraft for turisme- og fødevareerhvervet. Bocuse d’Or er en enestående platform til at fremhæve dansk kulinarisk ekspertise og kvalitetsråvarer på den globale scene. Med denne ekstrabevilling kan vi styrke vores position som en førende gastronomisk nation og samtidig inspirere fremtidens kokke,” siger direktøren.

Mens det altså både er SVM-regeringen og to støttepartier, som er med i aftalen, peger Pia E. Voss på, at regeringspartiet Venstre særligt har været bannerfører for at sende en lidt større del af statskassens midler mod gastronomien.

“Vi takker regeringen og aftaleparterne for at anerkende gastronomiens værdi for Danmark. En særlig stor tak til Venstre for at have båret forslaget ind til forhandlingsbordet. Det er en investering, der vil bidrage til at løfte hele branchen – fra kokke og restauranter til relaterede erhverv,” lyder det.

 

Relaterede artikler:

Det danske kokkelandshold på finansloven

Fradrag kan gavne største overnatningsform

“Turismen gavner også dem, der ikke er turister”