Reklame fra VisitDenmark nye kampagne for at danskerne holder ferie i Danmark.

Millioner skal få danskerne til at holde ferie hjemme

VisitDenmark lancerer i dag årets kampagne for at inspirere danskerne til at holde ferie i Danmark. Der bruges 21 millioner kroner på annoncer, reklamefilm, sociale medier, webisodes og andre formater.

Med humor, danskernes egne feriebilleder og idéer til overraskende oplevelser sætter en ny Danmarks-kampagne med samme overskrift som sidste år, ”Meget mere end bare Danmark,” fra i dag fokus på alt det fine og finurlige, man kan opleve som turist hjemme i Danmark.

Kampagnen skal inspirere danskerne til at holde ferie i Danmark i en trist tid med lukkede grænser. De danske rejsevejledninger opdateres næste gang fredag i denne uge.

I Thyborøn kan man køre på Puch Maxi-tur, i Thy besøge Nationalparken og i København se kanalerne fra en flydende jacuzzi. Det er nogle af de unikke oplevelser i den nye Danmarkskampagne, der skal få danskerne ud ad døren, men ikke ud af landet, skriver VisitDenmark i en pressemeddelelse.

I pressemeddelelsen siger VisitDenmarks hovedsponsor, erhvervsminister Simon Kollerup: ”Danmark er et skønt ferieland med mange fine og unikke oplevelser. Derfor giver det rigtig god mening med en Danmarkskampagne, for uanset om man er til museumsbesøg i hovedstaden, røgerier på Bornholm eller kajakture ved kysterne, så er der masser af muligheder.”

Nyt fokus i år
I år vil VisitDenmark-kampagnen have et nyt fokus sammenlignet med sidste år, hvor den kinesiske coronavirus første gang gav anledning til at opfordre danskerne til at holde ferie derhjemme.

I år er der fokus på de mange anderledes og uventede oplevelser, man kan få i Danmark, og her vil skuespilleren Mette Horn, kendt fra teatergruppen Emmas Dilemma og fra Rejseholdet, Hotellet og som moren Agnete i Max Pinlig, være frontfigur i kampagnefilmen.

Midt i alt det nye gemmer sig en genganger fra sidste års kampagne. For her blev danskerne opfordret til at bruge hashtagget #baredanmark, når de lagde et billede af en oplevelse i Danmark op på de sociale medier.

Indtil videre har danskerne delt 75.000 inspirerende billeder fra hele landet, og antallet stiger stadig hver uge, oplyser VisitDenmark.

Herfra siger Jan Olsen, VisitDenmarks administrerende direktør: “Mange danskere har endnu ikke har booket deres ferie, og derfor sætter vi nu tryk på en stor kampagne for at inspirere til at blive hjemme igen i år. Sidste år fik danskerne øjnene op for, hvilket fantastisk ferieland Danmark er, og vi glæder os til at vise endnu flere og nye oplevelser.”

Alle i dansk turisme kan deltage
”Det er stadig usikkert, hvornår den internationale rejseaktivitet kommer i gang, og kampagnen skal derfor bidrage til, at mange danskere også i år vælger Danmark frem for at rejse til udlandet,” siger Janne Grønkjær Henriksen, marketingdirektør i VisitDenmark, og tilføjer:

”Kampagnen bygger på de gode erfaringer, vi gjorde os sammen med destinationerne sidste år, men indeholder også en række nye elementer, som skal minde danskerne om, hvorfor Danmark er så dejligt et ferieland.”

Alle i dansk turisme kan deltage ved at bruge visuelle elementer fra kampagnen i deres egen kommunikation, oplyser VisitDenmark. Også i år er der adgang til en række elementer fra kampagnen i en toolbox hos VisitDenmark målrettet aktørerne i dansk turisme.

”Vi har allerede stor interesse for dette års Danmarkskampagne, og vi håber, at rigtig mange har lyst til at tage del i kampagnen igen, så vi får spredt budskabet,” siger Lene Hylleberg, VisitDenmarks projektleder for Danmarkskampagnen.

Relaterede artikler:

2020 blev historisk dårligt år for dansk turisme

Forlystelsespark forventer normalt besøgstal i år

“Sommerpakken var samlet set en skidt konstruktion”