MCH-koncernen beskæftiger i dag 250 fuldtidsansatte i sine tre hovedområder: MCH Messecenter Herning, Jyske Bank Boxen og MCH Herning Kongrescenter. Arkivfoto: MCH/Tony Brøchner.

Messecenter Herning fyrer hver fjerde medarbejder

Kombinationen af at regeringen lukkede ordningen med lønkompensation og snart et halvt år uden indtjening og udsigt til langvarige eftervirkninger, får nu MCH til at nedlægge 66 arbejdspladser.

Messecenter Herning-koncernen oplever på samtlige forretningsområder en dyb og langvarig coronakrise. Det fører nu til, at MCH nedlægger 66 stillinger ved afskedigelser og naturlig afgang.

MCH skriver i en pressemeddelelse, at koncernen siden marts har siden gjort brug af alle relevante hjælpepakker og hjemsendte næsten samtlige medarbejdere i marts.

”Vores forretning er baseret på, at mange mennesker mødes. Af sidste års flere end en million besøgende i MCH deltog 97 procent i arrangementer med over 500. Nedlukningen i marts og de efterfølgende restriktioner betød, at vi i mere end fem måneder hverken havde gæster, aktiviteter eller nogen indtægter,” siger Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH.

Her i august var det muligt for MCH i begrænset omfang at gennemføre Formland-messen, der dog som forventet var betydeligt mindre end normalt.

Meget lange udsigter til en normalisering
MCH-koncernens øvrige aktiviteter indenfor kultur samt møder og kongresser er stadig alvorligt ramt af forsamlingsforbuddet på 500 personer. Det betyder, at der er meget lange udsigter til en normalisering af MCH’s forretning, hedder det.

En af MCH’s største årlige events er rejsemessen Ferie for Alle med omkring 60.000 årlige besøgende. MCH ved endnu ikke, om næste års FFA kan gennemføres.

”Det er en meget svær situation, vi står i, og den forværres yderligere af, at forberedelsestiden på vores arrangementer er meget lang. De stadigt gældende restriktioner samt usikkerheden omkring fremtiden betyder, at vi også har nedjusteret forventningerne til 2021 væsentligt,” siger Georg Sørensen.

Når MCH er nødsaget til at afskedige personale, skyldes det de mange måneder uden indtjening og nedjusterede forventninger til de kommende år kombineret med, at lønkompensationen for medarbejdere nu udløber.

”Vi har gjort brug af lønkompensationsordningen så længe som overhovedet muligt, mens vi håbede på positive meldinger og mere afklaring om fremtiden. Ordningen har været den altafgørende årsag til, at vi har kunnet fastholde alle medarbejdere indtil nu,” siger Georg Sørensen.

Selvom den nye arbejdsfordelingsordning indeholder positive elementer indtil nytår, er MCH stadig tvunget til at tilpasse virksomheden og organisationen.

”Med lønkompensationens udløb og de fortsat meget usikre fremtidsudsigter, er det eneste ansvarlige os den uvisse virkelighed, vi kigger ind i,” siger Georg Sørensen.

Relaterede artikler:

”Uanstændigt at Folketinget handler så sent”

”Ferie for Alle viser, hvad rejser er”

MCH havde atter en million besøgende