Selvom der i starten af sommeren kom færre gæster end forventet, er det lykkedes Sommerland Sjælland at nå op på 200.000 besøgende. Det stiller stadig større krav til forlystelsesparken, lyder det.
Sidste år måtte man vente til den 9. september, før Sommerland Sjælland kunne byde årets gæst nummer 200.000 velkommen.
I år har man imidlertid kunnet lade konfettirørene springe lidt tidligere, da parken allerede nu har nået det magiske tal, oplyser den sjællandske forlystelsespark i en pressemeddelelse.
Det var Maja Risgaard og hendes søn Konrad, der blev de heldige gæster. De fik overrakt et gavekort af Sommerland Sjællands ejere, Kåre og Mette Dyvekær.
“Det er fjerde år i træk, at vi rammer mere end 200.000 gæster på en sæson. Det gør os sindssygt stolte,” fortæller direktør Kåre Dyvekær.
Han tilføjer:
“Vejrmæssigt har det været en meget omskiftelig sommer, og havde man spurgt mig for tre-fire uger siden, så havde jeg ikke troet på det. Men med det fine sensommervejr kom der lige lidt ekstra gæster.”
Melder om god sæsonstart
Det er femte gang i Sommerland Sjællands snart 40 år lange historie, at man har rundet de 200.000 gæster på en sæson, oplyser forlystelsesparken.
Fra starten af sæsonen tegnede det allerede godt. Sæsonkortsalget slog rekord allerede inden åbningen, og med 14.000 solgte sæsonkort ligger man et stykke over tidligere år. Alligevel lå besøgstallet lige under det forventede efter sankthans og et godt stykke ind i juni.
Kåre Dyvekær fortæller, at de 200.000 gæster er blevet opnået på grund af en tiltrængt slutspurt.
“Det, at vi henter det tabte ind, er måske den største blåstempling, vi kan få. Sæsonkortholderne er jo gæster, der er så glade for vores produkt, at de har lyst til at komme igen og igen,” supplerer Mette Dyvekær.
Kræver en større organisation
At det er gået godt på gæstefronten, stiller stadig større krav til forlystelsesparken, som skal indrette en organisation, der kan følge med efterspørgslen, fortæller Kåre Dyvekær.
“Det kræver, at vi hele tiden følger med og skalerer organisationen både med fuldtidsansatte og sommerværter, så den passer til de opgaver, der vokser med antallet af gæster,” siger han og tilføjer, at man også arbejder på, at parkens udtryk lever op til gæsternes forventninger.
Allerede i sidste weekend åbnede parken for sæsonkortsalg til 2025, oplyser Sommerland Sjælland. For denne sæson har parken sidste åbningsdag søndag den 15. september.
Relaterede artikler:
Sjællandske attraktioner melder om god sommer