Forsamlingsforbuddet lempes gradvist, så flere kan være sammen – også til møder og events. Her et stort, og foreløbig tomt, mødelokale på det nye Comwell-hotel Portside i Københavns Nordhavn. PR-foto.

Mange ønsker til nye genåbningsforhandlinger

Folketingets partier indleder i dag forhandlinger om mere genåbning, aftalen forventes klar næste uge. Dansk Erhverv foreslår fremrykning af tredje fase og afklaring om større arrangementer

Alle partierne i Folketinget – undtagen Nye Borgerlige – fik sidst i marts en stor genåbningsaftale på plads med køreplan for, hvad der som udgangspunkt skal åbne, hvis smitten er under kontrol. Næste torsdag – den 6. maj – står konferencer, spillesteder, teatre, biografer og lignende kulturlokaler til at åbne.

Oprindeligt var det også planen, at indendørs servering på barer, restauranter og caféer skulle være genåbnet 6. maj. Men det skete allerede forrige onsdag, da partierne fremrykkede den del grundet de lave smittetal, skriver DR.dk

Senere i maj åbner indendørsfaciliteter i forlystelsesparker, zoologiske haver og så videre.

Partierne blev under forhandlinger om en yderligere genåbning enige om, hvordan forsamlingsforbuddet skal se ud ved de kommende genåbningsdatoer. Næste torsdag er det planen, at forsamlingsforbuddet hæves til 25 personer indendørs og 75 udendørs. To uger senere – den 21. maj – er det planen at hæve loftet til 50 og 100 personer for henholdsvis indendørs og udendørs forsamlinger.

11. juni hæves det til 100 indendørs – og fra denne dato afskaffes forsamlingsloft udendørs. 1. august afskaffes det lille forsamlingsforbud, op til 500 personer. Partierne vurderer den aktuelle smittesituation før hver enkelt genåbningsdato.

Dansk Erhverv: Fremrykning af tredje fase
I pressemeddelelse foreslår erhvervsorganisationen Dansk Erhverv forud for de politiske forhandlinger tiltag, der bør medbringes som led i næste skridt af en forsvarlig genåbning.

”Dansk Erhverv foreslår, at man fremrykker tredje fase af genåbningsplanen fra den 21. maj til den 6.maj. Det vil give fitnesscentrene, organisationslivet og andet fritidsliv mulighed for at genåbne tidligere end planlagt. Desuden ser vi meget gerne, at der kommer en hurtig afklaring på større arrangementer og forestillinger som for eksempel festivaler. Samtidig er det vigtigt, at arrangører kan regne med så godt som fuld genåbning, når vaccineplanen er gennemført,” siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, og understreger, at også ordningen med coronapas bør tages med i forhandlingerne.

Dansk Erhverv mener desuden, at 30-minutters reglen var og er en unødvendig regel, der har kostet de i forvejen hårdt plagede restauranter og caféer dyrt. Og derfor en regel, der bør afskaffes hurtigst muligt – og senest d. 6. maj.

Mere klar om ferierejser til udlandet
Dansk Erhvervs førstemand påpeger også, at man i forbindelse med de kommende politiske forhandlinger også bør tage livtag med regel om test ved danskernes hjemrejse fra sikre lande med gul markering.

”Som aftalen er på nuværende tidspunkt, så er det pålagt, at alle skal kunne fremvise en negativ test, før man rejser med fly. Det er en meget markant barriere for, at danskerne ønsker at rejse, at man også på destinationen skal finde – og ikke mindst betale for test forud for hjemrejse til Danmark fra sikre gule lande,” siger Brian Mikkelsen og tilføjer:

”Det bliver samtidig en enorm udfordring for lufthavnene at følge med, hvis kravene om test ved indrejse fra gule lande fortsættes. Derfor anbefaler vi, at man hurtigst muligt fjerner det krav om test ved indrejse på dansk grund fra gule lande. Dansk Erhverv vil stærkt opfordre til, at man i forbindelse med de kommende forhandlinger får en dispensationsordning, så virksomheder kan ansøge om at dispensere for rejsereglerne. Dansk Erhverv er i dialog med flere virksomheder, der har problemener med de gældende rejseregler.”

Relaterede artikler:

Rejsebureauer: Vi er ikke lagt ned af rejsekunder

Lille forsamlingsforbud forsvinder 1. august

Danske grænser genåbnes i fire trin