Administrerende direktør Christian Sunn fremviser en Green Key. (Foto: Cirkusbygningen | PR)

Målrettet arbejde resulterer i Green Key-certificering

Det har krævet en del, at Cirkusbygningen nu har fået tildelt miljømærket Green Key. Det har været udfordrende at energieffektivisere bygningen, da den er fra 1886 og fredet.  

Den grønne dagsorden fylder i stigende grad mere i bevidstheden hos både erhvervslivet og dets kunder. Derfor har det også betydning, at virksomheder kan dokumentere, at man tager de miljømæssige udfordringer seriøst

Det kan Cirkusbygningen i København nu. Det legendariske hus er den seneste modtager af Green Key, som er turismens mest udbredte miljømærke. I Danmark er det en jury bestående af Friluftsrådet og HORESTA, der godkender og kontrollerer modtagerne.

Tildelingen betyder, at Cirkusbygningen nu kan dokumentere, at den historiske bygning lever op til en række strikse miljøkrav. Det drejer sig blandt andet om forbruget af energi og vand, rengøringen i bygningen samt brugen af økologiske råvarer ved serveringer.

Udfordret af fredning
Cirkusbygningen huser både Wallmans Dinnerparty med show, middag og natklub samt en eventafdeling, der lejer bygningen ud til firmafester, prisuddelinger og lignende. Ifølge administrerende direktør Christian Sunn er det en længere proces, der kulminerer med Green Key-tildelingen.

”Jeg er meget stolt over, at vi nu er blevet Green Key-certificeret. Vi har arbejdet meget målrettet det sidste års tid på at opnå certificeringen, for når man har med en gammel fredet bygning fra 1886 at gøre, er det ikke nogen simpel opgave.”

Ifølge direktøren har det eksempelvis været ekstra udfordrende at energieffektivisere grundet, at bygningen er fredet, og den derfor er underlagt en række krav som eksempelvis nyere bygninger ikke er.

”Vi har blandt andet udskiftet alle lysene på bygningen til LED. Det har ikke altid været muligt at få de pærer, der giver præcis det udtryk og lys, som det er påkrævet, vi anvender, da vi er en fredet bygning. Det har vi nu fundet en løsning på, hvor vi sparer hele 80 procent på energien. Derudover har vi blandt andet fået luftblandere på alle de vandhaner, som ikke havde det i forvejen, så vi derved sparer på vandet, ligesom vi har optimeret på hele vores affaldshåndtering.”

Den førende grønne eventdestination
Til trods for at Cirkusbygningen nu har opnået Green Key-certificeringen betyder det dog ikke, at arbejdet med at mindske klimaaftrykket ophører, forsikrer direktøren. Ledelsen barsler med flere tiltag, der taler ind i den grønne dagsorden.

“Vores øgede fokus på bæredygtighed har givet os blod på tanden, og vi arbejder kontinuerligt på at blive en bedre udgave af os selv og styrke vores grønne profil. Og når vi – en fredet bygning fra 1886 – kan lykkedes med det, håber jeg, at vi også kan inspirere flere i branchen til at gå samme vej.”

”Jeg er utroligt glad for, at vi nu er blevet et bæredygtigt venue, og kan være med til at promovere bæredygtighed over for vores medarbejdere, gæster og samarbejdspartnere – og samtidig kan støtte op om Københavns arbejde med at blive den førende grønne eventdestination,” slår administrerende direktør Christian Sunn fast.


Relaterede artikler:

Første danske kongresarrangør får grøn certificering

Disse 21 danske hoteller fik sidste år Green Key

Green Key til Legolands tre overnatningssteder