Silkeborg Museum må lukke museumsbygningen Hovedgården. Det sker efter fund af asbest i store dele af museumsbygningen og i luften.
Silkeborg Museum har asbestproblemer i bygningen Hovedgården. Man havde håbet, at omfanget var begrænset, men en rapport fra Dansk Miljørådgivning, som TV2 Østjylland har fået aktindsigt i, viser, at problemet er større end som så.
Rapporten viser således, at der er sket en spredning af asbest til hele bygningen. Blandt andet har man fundet asbest på kontorer og et skrivebord.
“Det er uheldigt, men der var ingen af os, der vidste noget. Jeg har siddet i det her hus i 13 år. Der er ikke målt noget over grænseværdierne, så jeg har ikke nogen formodning om, at vi er blevet forgiftet,” fortæller museets direktør, Ole Nielsen.
Asbest er et naturligt forekommende mineral, som tidligere blev benyttet i mange byggerier på grund af sine varmeisolerende egenskaber og ildfasthed.
Problemet er, at mineralet kan udskille luftbårne partikler, som kan føre til kræft i lunger, strube og æggestokke samt såkaldt lungehindekræft.
Asbest fundet i luftprøver
Museet lukkede lige inden jul ned for en tredjedel af udstillingsbygningerne, da man foretog målinger af materialer og luft i museet.
Resultaterne kom den 10. januar, og de viste, at der var asbest i isoleringen på rør i kælderen, på vægfliser på museets toilet i stueetagen og omkring terrazzovinduer i stueetagen.
Der blev også fundet asbest i ni ud af 11 luftprøver, som blev foretaget i syv forskellige rum på første sal og på steder som hylder, kældertrappen og en reol i et kælderdepot.
For blot en uges tid siden, den 8. januar, fortalte Ole Nielsen ellers, at det kun drejede sig om et varmerør i kælderen, at der ikke var noget, som overskrider grænseværdierne, og at der ikke var asbest i luften.
Mens det nu har vist sig, at der er asbest i hele bygningen, overskrider det dog ikke Arbejdstilsynets grænseværdier.
Mens Silkeborg Museum driver museum på matriklen, er det egentlig på lejekontrakt med Silkeborg Kommune som udlejer. På baggrund af undersøgelsen er hele bygningen nu blevet lukket ned, og stueetagen bliver rengjort, mens kælderen er forseglet.
Museumsdirektør Ole Nielsen har valgt at prioritere rengøring stueetagen, og det er håbet, at museet igen kan åbne i slutningen af uge fire.
Relaterede artikler:
Lukket attraktion sætter spor på museum