Ringkøbing. (Foto: Ringkøbing-Skjern Kommune | Facebook.com | PR)

Lokale har idé til rooftop i Ringkøbing

To lokale idémagere har skitseret et projekt ved navn Rooftop Ringkøbing. Det går ud på, at der etableres en udsigtsterrasse i byen, som man eksempelvis kender det fra Aarhus og Aalborg.

At skabe mulighed for at såvel byens borgere som turister kan nyde udsigten og danne sig et overblik over den gamle bydel, havnen og fjorden i Ringkøbing. Det er visionen hos Jacob og Ane Charlotte Skou Sølvsten, der mener, at der bør etableres en såkaldt rooftop-terrasse i den vestjyske købstad.

De har observeret, at Sallings stormagasiner i både Aarhus og Aalborg i henholdsvis 2017 og 2018 etablerede lignende terrasser på tagene, hvor de besøgende kan købe lidt at spise og drikke, mens de kigger på byerne ovenfra. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Salling Rooftop i Aarhus befinder sig i sjette sals højde og giver blandt andet de besøgende mulighed for at træde ud på en plade af glas, der er monteret ud over siden af stormagasinet i 27 meters højde over byens strøg. I april sidste år havde flere end fire millioner gæster oplevet tagterrassen.

Har udset sig bygning
Jacob og Ane Charlotte Skou Sølvsten har indsendt forslaget om Rooftop Ringkøbing til en idékonkurrence, der afvikles af Ringkøbing Udviklingsforum, og her er den sluppet igennem nåleøjet og er blevet udvalgt.

Det vil sige, at den er én af de fem, der konkurrerer om idéprisen, som består af 10.000 kroner samt bistand til at føre den givne vinder-idé ud i livet. Det er deltagerne på Ringkøbing Udviklingsforums generalforsamling, der via en afstemning kårer en vinder.

Såfremt Rooftop Ringkøbing løber med sejren, når generalforsamlingen afvikles torsdag i denne uge, bliver det dog som udgangspunkt ikke nødvendigt at lade et højt tårn opføre, da de to forslagsstillere allerede har udset sig en eksisterende bygning, som de mener, er en oplagt kandidat. Den var tidligere ejet af TDC-YouSee og ligger i Grønnegade.

Vil give et godt kig ud over Ringkøbing
Hvis den skal bruges til Rooftop Ringkøbing vil det dog kræve, at der kan forhandles en aftale på plads med de nuværende ejere af bygningen samt rejses de nødvendige midler, som skal til for at få taget skiftet, men så er der også butikslokaler, som kan benyttes til at etablere en café således, at der kan blive udskænkning på udsigtsterrassen.

Jacob Sølvsten slår fast, at til trods for at et sådant projekt formentlig hverken vil være billigt eller helt nemt at bygge, så tror han på, at både bygningen og idéen rummer perspektiver, som kan bidrage med noget positivt til Ringkøbing.

”Der er allerede en stor, flad tagterrasse på en sidebygning, der kan bruges, og vi forestiller os så, at man kan føre udsigtsterrassen et trin længere op, og etablere den på hovedbygningens tag. Derfra vil man have et virkelig godt kig ud over byen.”


Relaterede artikler:

Parkens nye badehotel i Søndervig rykker nærmere

Rooftopbar i Aarhus kåret til Europas bedste

Turistattraktion til 300 millioner kroner lukningstruet