Fra dette års sæson i Legoland Billund skal gæsterne – på grund af coronakrisen – via Legolands hjemmeside på forhånd booke deres besøg med såvel normale billetter som med sæsonpas. Arkivpressefoto fra Legoland Billund.

Legoland genåbner med krav om forhånds-booking

Legoland i Billund genåbner 8. juni, men vil i starten kun have under ti procent af det normale antal gæster. Besøg skal bookes på forhånd. Halvdelen af Legolands besøgende kommer fra udlandet.

Danmarks tredjestørste turistattraktion, Legoland i Billund med skønsmæssigt 1,7 millioner besøgende om året, skulle være åbnet 28. marts. Men coronakrisen og myndighedsforbud har flyttet åbningsdagen til mandag den 8. juni.

For at undgå for mange gæster i en tid med obligatorisk social distance, vil Legoland til at begynde med kræve, at alle gæster inden ankomst køber billet via parkens hjemmeside til en konkret dag mens indehavere af sæsonpas skal registrere deres kommende besøg. Systemet vil kun acceptere et vist antal besøgende per dag og vil melde udsolgt, hvis kapaciteten er fuldt udnyttet den ønskede dag.

”Vi er glade for at kunne åbne den 8. juni, hvis alt går, som det skal til den tid. Når vi åbner, bliver det med en begrænsning på antallet af gæster i Legoland. For at kunne håndtere mængden af gæster i parken bedst muligt, beder vi gæsterne på forhånd købe billet eller registrere deres besøg med sæsonpas på vores hjemmeside,” siger Legolands direktør, Christian Woller.

Selve åbningsdagen, den 8. juni, bliver kun for indehavere af sæsonpas. Ved at have væsentligt færre gæster end normalt, bliver ventetiderne også kortere ved forlystelserne. De indendørs forlystelser vil ikke være åbne; hvilke forlystelser der er åbne eller lukkede, vil fremgå af Legolands hjemmeside.

Cirka halvdelen af Legolands årlige gæster er udenlandske turister, der indtil videre ikke kan komme ind i Danmark på grund af de lukkede grænser.

”Vi kender endnu ikke alle kravene fra myndighederne, men vi kommer til at have en række nye tiltag. Derfor starter vi med meget få gæster, og øger gradvist kapaciteten op mod den begrænsning, vi kommer til at have generelt i år for at sikre god plads,” siger Christian Woller og tilføjer:

”Vi kommer til at have færre medarbejdere på arbejde i nogle afdelinger, fordi der for eksempel er nogle forlystelser og salgssteder, der ikke åbner i den første fase. Men samtidig vil der være flere på arbejde til andre funktioner som øget rengøring og sørge for, at gæsterne holder afstand til hinanden.”

100 millioner kroner attraktion må vente
Legoland skulle i år have haft premiere på sin hidtil største investering, The Lego Movie World, en investering til cirka 100 millioner kroner. Men åbningen er udskudt til næste år, fordi Legoland blandt andet som følge af coronaen har haft en række udfordringer med at få området færdigt.

”Desværre har coronakrisen betydet, at vores udenlandske leverandører ikke nåede at færdiggøre forlystelserne. Og med det arbejde, der resterer, er det ikke realistisk at vi kan åbne området i år,” siger Christian Woller.

Årets Legolandsæson varer som planlagt til 1. november – og begge Legolands hoteller vil være åbne fra 8. juni.

Relaterede artikler:

Fase 3 genåbner også forlystelsesparker

Tyskland åbner gerne grænsen til Danmark – allerede i weekenden

Liv i dansk turisme kræver åbne attraktioner og grænser