Løb i København. (PR-foto).

Lægger an til største deltagerevent i Danmarks historie

Næste år kommer verdensmesterskabet i gadeløb til København. Her gør arrangørerne klar til at tage imod et historisk stort antal deltagere.

Arrangørerne taler om det største deltagerevent nogensinde på dansk grund. Så store er forventningerne til World Athletics Road Running Championships 2026, som i september 2026 kommer til at erstatte det traditionelle CPH Half-løb i Københavns gader. Det nye løb bliver et VM på tre distancer i form af halvmaraton, fem kilometer og One Mile.

Således er der i alt 65.000 startnumre fordelt på de tre distancer, skriver Sparta Atletik i en pressemeddelelse. Atletikorganisationen arrangerer løbet sammen med Dansk Atletik på vegne af World Athletics, Sport Event Denmark og Wonderful Copenhagen.

”Det er helt unikt, at der både er plads til verdenseliten og motionister til et verdensmesterskab i de københavnske gader. Jeg håber, at der bliver stor opbakning både på tilskuerruten og blandt dem, der snører løbeskoene, så vi kan vise resten af verden, at København er værd at satse på som vært for store events, der skaber glæde, engagement og giver turister til byen,” siger overborgmester Lars Weiss.

Han bakkes op af kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard, som mener, at begivenheden bliver historisk.

”VM i landevejsløb 2026 bliver mere end et mesterskab. I samarbejde mellem Sparta, Dansk Atletik, Københavns Kommune og en række stærke partnere bliver VM kulminationen på en løbsfestival, der inviterer københavnere og gæster til at opleve byen i løbetempo. Med potentiale til at blive den største deltagerevent nogensinde på dansk jord kommer det til at være en historisk begivenhed, hvor motion, fællesskab og Københavns unikke rammer smelter sammen,” siger hun.

Gør brug af tidligere erfaringer
Løbet næste år er ikke det eneste, som aktørerne bag løbet har skabt sammen. I 2014 afholdt de VM i halvmaraton, som de betegner som en stor succes, og dette løb blev startskuddet til det årligt tilbagevendende Copenhagen Half Marathon.

“Københavns gader har dannet rammen om nogle af verdens mest ikoniske løb – både løbeløb og cykelløb – og nu bliver de igen centrum for en historisk sportsbegivenhed, når verdens bedste løbere kæmper om VM-titlerne side om side med tusindvis af motionister,” siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark, og fortsætter:

”Med erfaringerne fra VM i halvmaraton 2014, som satte helt nye standarder for netop gadeløb og Danmarks stærke tradition for at afvikle internationale mesterskaber, ser vi frem til at byde verden velkommen til en unik løbefest i hjertet af København.”

Glæder sig til at vise byen frem
Hos Wonderful Copenhagen glæder man sig også til det københavnske værtskab. Her noterer man sig, at der er udsigt til, at 20.000 internationale løbere forventes at tage til København for at deltage i løbet.

”Et verdensmesterskab som World Athletics Road Running Championships, der tiltrækker topatleter og tusindvis af løbere fra hele verden, vil både skabe stor omsætning og samtidig styrke hovedstadens position som eventdestination i verdensklasse. Vi glæder os til at vise byen frem og vil samtidig bruge eventet til at brande Danmarks hovedstad internationalt som en attraktiv storby og rejsedestination,” siger Søren Tegen Pedersen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.

Relaterede artikler:

Stor gamingfestival melder om godt billetsalg

Destination gearer op til stort cykelløb

Folkene bag cykelkonference roser dansk værtskab