Sådan skal hovedbygningen på det nye hotel- og feriecenter se ud. (Visualisering: Trigon A/S | PR)

Kvotekonge vil opføre dansk feriecenter med hotel

Et planlagt hotel- og feriecenter skal tjene til at gøre Skagen til en helårsdestination, ligesom centerets legeland, badeland og wellnessområde skal appellere til børnefamilier.

I øjeblikket arbejdes der med at opføre en ny bydel i Skagen på en grund, der tidligere har huset en folkeskole. Skolen er nu revet ned, og i stedet er der ved at blive opført 86 ferieboliger i bydelen, der kaldes Lille Skagen.

Boligerne kommer dog ikke til at stå alene. I løbet af de næste par år følger et hotel- og feriecenter, der skal opføres på den sydligste del af udstykningen. Idéen er, at det skal medvirke til, at Skagen kan tiltrække turister året rundt modsat i dag, hvor den nordlige by er mest besøgt om sommeren.

”Som det er nu, er Skagen jo stadig langt overvejende en sommerdestination. Det vil vores nye projekt lave radikalt om på. Det vil give helt nye muligheder for aktiviteter for hele familien, også i ydersæsonerne og ikke mindst om vinteren,” siger administrerende direktør Mikkel Mørk Westergaard fra entreprenørvirksomheden Trigon, som står for opførslen af Lille Skagen.

50 hotelværelser og andre faciliteter
Mens de 86 ferieboliger opføres i den klassiske Skagen-stil med pudsede facader og røde tegltag, så får hotel- og feriecenterets hovedbygning et mere moderne udtryk. Den bliver konstrueret i beton med træsøjler, glasvægge og græs på taget, hvorfra der vil være udsigt over en del af byen.

Bygningen bliver opført i to etager på 10.000 kvadratmeter hver, og der vil være 50 hotelværelser, legeland og badeland, hvor der blandt andet etableres et på 25 meter bassin til svømmere samt vandrutsjebaner og flere legeområder til børn.

I tillæg hertil vil det kommende hotel- og feriecenter også rumme et stort wellnessområde, der har til formål at appellere til de voksne, mens børnene kan gøre brug af legelandet. Byggeriet af hotel- og feriecenteret ventes igangsat i 2023, og det forventes at stå klar ved udgangen af 2024, oplyses det.

Byen mangler tilbud til børnefamilier
Bygherren på projektet er Henning Kjeldsen, der blev kendt i den brede offentlighed som en af de såkaldte kvotekonger, fordi han ejede en meget stor andel fiskekvoter. I begyndelsen af i år solgte han en del af dem. Det skete efter, at han i december sidste år blev dømt i byretten for at have skaffet sig adgang til flere fiskekvoter, end loven tillader. Dommen er anket til landsretten.

Ifølge Henning Kjeldsen er hans motivation for at bidrage til opførslen af det kommende hotel- og feriecenter, at han gerne vil give noget tilbage til byen, der har været hans hjem de seneste mange år. Derudover mener han, at det vil repræsentere et tilbud til turisterne, som Skagen ikke har i øjeblikket.

”Jeg kan jo godt lide at bo i Skagen. Jeg synes, folk her er så flinke og jordnære. Og så har jeg gået og tænkt på, at der kommer jo så mange mennesker til Skagen, men jeg synes, der mangler noget for børnefamilierne,” udtaler bygherre Henning Kjeldsen.

Udover ferieboligerne og det planlagte center er der også blevet opført to andre bygninger i Lille Skagen, der er blevet skænket til Kræftens Bekæmpelse samt Scleroseforeningen.


Relaterede artikler:

Danmark får nyt strand- og konferencehotel

Hotel kan blive en del af muligt milliardprojekt

Konfliktvarsel mod kendt Skagen-hotel