Kulturminister Jakob Engel-Schmidt. Fotograf Steen Brogaard.

Kulturministeren vil reformere museumsområdet

Fordelingen af museumsmidler skal tages til eftersyn. Fremover skal midlerne fordeles mere retfærdigt, mener kulturministeren, som har inviteret museer til et møde om sagen.

I denne uge annoncerede kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), at han har i sinde at modernisere museumsloven, der skal sikre Danmarks kulturarv. Fire af kulturministerens forgængere er ikke lykkedes med at gennemføre reformen. Det skriver Berlingske.

»Regeringen vil gennemføre en museumsreform, der skaber en mere retfærdig og gennemsigtig fordeling af museumsmidlerne. Det kan også være, at det er relevant at se på, hvad det er for nogle opgaver, som vi beder museerne om at løse,« siger Jakob Engel-Schmidt til Berlingske.

Han har nu inviteret 97 statsanerkendte museer samt Kommunernes Landsforening, Organisationen Danske Museer, Dansk Erhverv og Dansk Industri til møde om sagen.

Indskrevet i regeringsgrundlaget
Reformen af museumsloven er indskrevet i regeringsgrundlaget for SMV-regeringen. Regeringen skriver, at reformen er en del af en indsats, som skal ”reformere forældet lovgivning, rydde op i tilsandede strukturer og styrke kulturlivet i hele landet.”

Derudover skriver regeringen, at den generelt vil formulere en ambitiøs kulturpolitik, som skal løfte kunsten og kulturens stilling i samfundet.

I regeringsgrundlaget bliver der også lagt op til at nedsætte et råd, der kan afdække og diskutere, hvordan kunst og kultur kan bidrage til at løse tidens store kriser, herunder klimakrisen, naturkrisen, velfærdskrisen og trivselskrisen.

Regeringen vil også gennemføre et forsøg med kulturpas til cirka 45.000 unge, der hverken er i arbejde eller under uddannelse.

Angriber kommune for at være usolidarisk
Sidste torsdag udtalte kulturministeren i debatprogrammet Alis Fædreland på 24syv, at han gerne ser, at kommunerne tager større økonomisk ansvar for at støtte egne museer.

”For eksempel gør Louisiana det fuldstændig fantastisk. Men Fredensborg Kommune giver nul kroner. Jeg tror nok, jeg kommer til at tale med Fredensborgs borgmester for at høre, om han kunne tænke sig at engagere sig,” sagde kulturministeren dengang.

Fredensborgs borgmester, Thomas Lykke Pedersen, fortalte til 24Syv, at hvis det skal kunne lade sig gøre, skal kommunens serviceramme forøges, så udgifter til Louisiana ikke går ud over børne- og ældreområderne.

”Såfremt kulturministeren ikke formår dette, så synes jeg faktisk, han skal stikke piben ind,” sagde Thomas Lykke Pedersen til 24Syv.

 

Relaterede artikler:

Krisehjælp kommer belejligt efter mange konkurser

Minister: Turisterhvervet er et lokomotiv for vækst

Næstved vil være europæisk kulturhovedstad