Flagermus og fortællinger om fortidens arbejde under jorden i Mønsted Kalkgruber ved Viborg er nogle af de nye tiltag, besøgende kan møde på kulturinstitutionerne i Aarhusregionen. Det sker som led i turismebranchens landsdækkende indsats, ”Kickstart Dansk Turisme.” Arkivpressefoto for VisitDenmark: Mads Gregersen.

Kulturinstitutioner tænker nyt under coronakrisen

Via projektet Kickstart Kulturturismen har museer og kulturinstitutioner i Aarhusregionen skabt nye formidlingsformer til de besøgende. Og nu får flere mulighed for at være med.

Med støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, de medvirkende destinationsselskaber og virksomheder, har kulturinstitutioner fra hele landet deltaget i et innovationsforløb – Kultur-test-lab. Her har de testet og udviklet nye ideer, som kan være med til at bringe dem bedre gennem coronapandemien.

”Det er innovative og iderige projekter, som kulturinstitutionerne har udviklet. Coronapandemien har været hård ved branchen, men den har samtidig tvunget mange til at tænke anderledes. Og i sidste ende er initiativer som dette med til, at kulturinstitutionerne er bedre rustet efter pandemien med nye tilbud til de besøgende,” siger Pia Lange Christensen, direktør for VisitAarhus, i en pressemeddelelse.

Et af de projekter, som de besøgende har kunnet stifte bekendtskab med, er ’take away-oplevelsespakker’ for børnefamilier hos Science Museerne i Aarhus. Pakkerne består af et science-kit, som bestilles på Science Museernes hjemmeside.

”Kickstart Kulturturismen er en enestående mulighed for, at Science Museerne og Aarhus Universitet i samarbejde med andre aktører kan løfte gæsters muligheder i regionen og få sat gang i kulturturismen efter COVID-19. Derfor er vi glade for at være en del af projektet,” siger Bent Lorenzen, direktør for Science Museerne.

Flere kan være med
Også Fregatten Jylland, der har udviklet en tresproget audioguide, har oplevet, at de besøgende har modtaget deres nye formidlingsform på en god måde.

”Nogle gange gør udefrakommende hændelser, at man er nødt til at gentænke sin måde at formidle på. Vi har fået et godt produkt, som supplerer vores formidling. Og vi har udviklet det meget hurtigt og for ret få penge,” siger Karin Buhl Slæggerup, direktør for Fregatten Jylland i Ebeltoft.

Efter endnu en nedlukning kan store dele af kulturlivet snart igen byde gæster indenfor. Men der er stadig brug for hjælp til at styrke kulturområdet. Med støtte fra Sommer- og Erhvervspakken 2021 fortsætter projektet Kickstart Kulturturismen derfor i 2022, hvor flere kan ansøge om at være med i en ny runde af innovationsforløbet.

Kickstart Kulturturismen er en del af turismebranchens landsdækkende indsats, ’Kickstart Dansk Turisme’, med 11 initiativer på tværs af kyst- og naturturisme, storbyturisme samt erhvervs- og mødeturisme.

Relaterede artikler:

Museum lander overskud tre år i træk

LEGO House topper Google-liste over kulturtilbud

De 19 topscorere i de danske destinationsselskaber

De ti danske attraktioner med færrest besøgende