HORESTA ønsker en strammere regulering af Airbnb. (Arkivfoto fra Airbnb).

Kræver handling efter boom i Airbnb-overnatninger

Antallet af overnatninger, som er solgt gennem udlejningsplatforme som Airbnb, er kraftigt stigende i Danmark. HORESTA kræver, at politikerne regulerer markedet mere end i dag.

Turismens erhvervsorganisationer taler ofte om, at der er behov for en bedre regulering af Airbnb.

I januar fortalte HORESTAs politiske chef, Maria Olafsson, at tiden er moden til, at korttidsudlejning bliver underlagt de samme spilleregler som det øvrige overnatningserhverv.

Nu får nye tal, som Eurostat for nylig har offentliggjort, atter den politiske chef til at råbe vagt i gevær. Tallene viser nemlig, at der alene i tredje kvartal af 2024 blev registreret 3,5 millioner overnatninger i Danmark på onlineudlejningsplatformene Airbnb, Booking.com, Tripadvisor og Expedia.

Det er en stigning på 19,6 procent sammenlignet med samme kvartal i 2023, men til sammenligning steg antallet af overnatninger på danske hoteller blot med 2,8 procent, viser tal fra Danmarks Statistik.

Det får HORESTA til at konkludere, at udviklingen af den private korttidsudlejning forstærker behovet for regulering.

Frygter unfair konkurrence
Korttidsudlejning, som Airbnb står for størstedelen af, bliver reguleret på antallet af udlejningsdage, men som det er i dag, skal udlejerne ikke indberette, hvor mange dage de udlejer deres boliger.

Det betyder reelt, at der stort set ikke er nogen kontrol med, om loven overholdes, mener HORESTA. Samtidig påpeger erhvervsorganisationen, at tal fra Skattestyrelsen viser, at der i 2023 blev fundet fejl på 92 procent af de kontroller, man har foretaget hos borgere, der udlejer bolig eller bil.

”Den manglende kontrol og de mange fejl i indberetningerne til Skat understreger behovet for regulering af korttidsudlejning. Vi ser eksempler på decideret udlejningsvirksomhed, og det skaber unfair konkurrence over for det professionelle overnatningserhverv,” siger Maria Olafsson.

Hun siger, at HORESTA ikke grundlæggende har noget imod platforme som for eksempel Airbnb. I stedet handler det om, at man vil have fair konkurrencevilkår på tværs af branchen, og det mener organisationen ikke, at der er i dag.

Europæiske storbyer har slået hårdt ned
Mens Danmark ikke har forsøgt sig med en strammere regulering af korttidsudlejning, har storbyer i andre europæiske lande taget skrappe midler i brug.

I Firenze har myndighederne helt smidt korttidsudlejning på porten, mens man i Barcelona har erklæret, at man fra 2029 vil forbyde korttidsudlejning.

I Amsterdam og Paris har man fundet en løsning, hvor boliger automatisk fjernes fra platforme, når de overstiger det maksimalt tilladte antal udlejningsdage.

”Danmark er lige nu et fristed for ureguleret korttidsudlejning, mens andre europæiske storbyer har taget udfordringerne med korttidsudlejning seriøst. Der er behov for en reel kontrolindsats, så vi sikrer, at udlejning sker på fair og lovlige vilkår,” siger Maria Olafsson.

Vil have obligatorisk registrering
Mens HORESTA ønsker mere regulering af korttidsudlejning, er det ikke helt så grelle løsninger som i for eksempel Firenze og Barcelona, som man ønsker at tage i brug.

I stedet opfordrer man politikerne på Christiansborg til at indføre en obligatorisk registrering af alle, der ønsker at udleje via platforme såsom Airbnb. Samtidig ønsker man et krav om, at antallet af udlejningsdage skal indrapporteres.

En sådan løsning vil både gøre det lettere at håndhæve skatteregler, sikre gennemsigtighed og en mere velfungerende overnatningsbranche, lyder det.

”For at sikre en bæredygtig udvikling i dansk turisme er det nødvendigt med bedre kontrol af korttidsudlejning. Erfaringer fra byer med omfattende korttidsudlejning viser, at det kan udfordre overnatningsbranchen og boligmarkedet betydeligt. Derfor bør Danmark tage ved lære af andre europæiske lande og implementere en klar og effektiv regulering,” siger Maria Olafsson.

Relaterede artikler:

HORESTA vil have Airbnb tøjlet

Dansk Erhvervs formand skældte ud på Airbnb

Vækker bekymring: Airbnb boomer på Fyn