I sidste uge gik Danmarks største outdoorfestival konkurs blot måneder efter årets festival, som tiltrak 30.000 gæster. Nu er konkursboet købt af en virksomhed, som ønsker at genoplive projektet.
Fredag kom det frem, at Danmarks Outdoor Festival, som netop havde taget imod 30.000 gæster under årets udgave i august, var gået konkurs.
En baromsætning, som har været lavere end forventet, og et nyt frivilligsystem, som ikke var kommet op at køre ordentligt, var medvirkende årsager. Sidstnævnte betød blandt andet udgifter til vikarer og freelancere, hvor frivillige normalt har løst opgaver.
Nu er der dog nyt. Oliver Zähringer, som ejer eventvirksomheden Caoz ApS, oplyser, at det mandag den 28. oktober lykkedes at vinde budrunden ved kurator Morten Moltke Nygaard fra Advokatfirmaet Rödstenen. Det vil med andre ord sige, at eventvirksomheden nu kan gå i gang med en rekonstruktion.
“Det hele er gået meget hurtigt, faktisk under et døgn fra søndag eftermiddag til, at budrunden lukkede mandag middag. Forud for beslutningen om at købe boet, har der været dialog med væsentlige personer, som kan have indflydelse på festivalens fremtidige drift – herunder foreningen, der leverede frivillige, vigtige personer i Silkeborg erhvervsliv og blandt andet borgmester Helle Gade (S) og andre personer i byrådet og i Silkeborg kommunes administration,” fortæller Oliver Zähringer.
Han fortsætter:
“Alle ser positivt på muligheden for fortsat festivaldrift i Silkeborg for Danmarks Outdoor Festival, men ingen kan på nuværende tidspunkt love noget, før der skabes tegningen til en organisation og platform, der kan danne grundlag for en bæredygtig fremtid.”
Vil samle kræfter bag festival
I første omgang betyder købet af konkursboet, at man har vundet rettighederne til selve navnet på festivalen, platforme på sociale medier og den knowhow, som lå i festivalselskabet, lyder det.
Nu går man i gang med at skabe en platform, som kan sikre en sund drift fremadrettet. Det betyder blandt andet, at man forsøger at sikre de kræfter, som før har været med til at skabe festivalen.
“Nu må de kommende ugers arbejde bevise, at vi kan bringe et stærkt setup på banen, så interessenter, partnere og de mange frivillige medhjælpere kan se sig selv i projektet på den lange bane, i første omgang dog med et særligt fokus på dem, som bidrager positivt med økonomi og vigtigt indhold til Danmarks Outdoor Festival,” lyder det fra Oliver Zähringer.
Tidligere direktør er lettet
Caoz ApS’ køb af konkursboet bliver taget godt imod af den tidligere direktør, Isabel Morgenstern, som stod i spidsen for festivalen frem til konkursen.
“Det er en kæmpe lettelse og en glæde, at Danmarks Outdoor Festival overlever. Der er kommet en af Danmarks bedste eventarrangører til, og det er nu nødvendigt at eliminere den kæderække af situationer, der ligger til grund for årets ulykkelige status,” siger hun.
Hun konstaterer, at der ligger mange års opbygningsarbejde bag festivalen, og både frivillige, gæster og udstillere kan glæde sig over købet.
“Nu skal dette år bruges som vigtig læring, så Danmarks Outdoor Festival langt ind i fremtiden bliver en bæredygtig forretning,” tilføjer Isabel Morgenstern.
Relaterede artikler:
Danmarks største outdoorfestival er gået konkurs