- TURISME24.DK - https://turisme24.dk -

Københavnsk reklamefremstød med fokus på arkitektur

København er UNESCOs arkitekturhovedstad i 2023. I den forbindelse har WoCo iværksat en ekstraordinær indsats for at tiltrække turister.

Titlen som UNESCOs verdenshovedstad for arkitektur i 2023 er en gylden mulighed for at tiltrække turister fra nær og fjern til København.

Derfor skruer Wonderful Copenhagen nu op for markedsføringen af hovedstaden. Det sker med fokus op internationale medier og en helt ny kampagneramme med navnet ”Copenhagen is for you.”

Kampagnen eksekveres i både Sverige, Norge, Tyskland, Frankrig, Italien og Storbritannien i varierende omfang, og kommer til at køre hele året, oplyser Wonderful Copenhagen.

Sætter fokus på bæredygtighed
Kampagnen sætter fokus på interessant arkitektur i København, men fortæller samtidig også historien om København som en grøn by med fokus på cykelinfrastruktur og bæredygtighed.

For eksempel sættes der fokus på cykelbroer, urban gardens og rent badevand, og kampagnen går efter udenlandske turister, som har interesse for en bæredygtig livsstil.

Der bliver også produceret 7 videoer, hvor kendte danske arkitekter fremviser deres yndlingssted i København.

Interesse fra internationale medier
Allerede nu er det lykkes for Wonderful Copenhagen at fange interessen fra en del internationale medier. WoCo startede allerede pressearbejdet tidligt i 2022 i samarbejde med VisitDenmark, og sidste år gæstede 42 internationale medier København for at berette om arkitekturhovedstaden.

Wonderful Copenhagen har blandt andet haft besøg af medierne Financial Times, ArchDaily, Frankfurter Allgemeine, Le Figaro og La Repubblica.

Savner internationale turister
Titlen som kulturhovedstad kommer efter et 2022, hvor København ikke formåede at tiltrække samme mængde internationale turister som før corona.

Overnatninger fra amerikanske turister, som i 2019 var det største marked for hovedstaden, var i 2022 hele 19,7 procent lavere end i 2019, og der var 17 procent færre overnatninger fra britiske turister, som er det andenstørste marked for Wonderful Copenhagen.

Det er dog overnatninger fra kineserne der i højeste grad har været en mangelvare, og således er overnatningstallet fra kinesiske turister hele 86 procent lavere i 2022 end i 2019.

Dermed kommer Copenhagen is for you-kampagnen på et tidspunkt, hvor Wonderful Copenhagen arbejder for at få de internationale turister tilbage for at øge belægningsgraden på en hotelkapacitet, der er steget med 58 procent siden 2017.

”Med den nye hotelkapacitet handler det nu ikke længere om at komme tilbage på 2019-niveau. Det handler både om at tiltrække turister nok til at udnytte den nye hotelkapacitet til gavn for samfundsøkonomien, omsætning, beskæftigelse og et endnu større samfundsøkonomisk bidrag fra hovedstadens turisme. Men det handler nu også i endnu større grad om at sikre en bæredygtig vækst i turismen,” sagde Wonderful Copenhagens direktør, Mikkel Aarø-Hansen, tidligere på måneden.

 

Relaterede artikler:

Derfor har feriemesse værdi for destination

Internationale overnatninger stadig under niveau

Spisesteder i Destination Sjælland får kvalitetsløft