TV-vært og livsstilsekspert Anne Glad vil fortælle om turister og deltage i en debat på konferencen. (Foto: Lisbeth Holten | Gyldendal | PR)

Kendt TV-vært og minister vil tale dansk turisme

Blikket bliver rettet mod fremtiden samt de muligheder, som den muligvis byder på, når Visit Sydsjælland & Møn afvikler årets turismekonference. Flere prominente navne deltager.

Gisselfeld Kloster har hundredvis af år bag sig. Den 25. marts bliver det dog ikke fortiden, men derimod fremtiden der er omdrejningspunktet, når det historiske gods danner ramme om årets udgave af Visit Sydsjælland & Møns Turismekonference.

Begivenheden bærer undertitlen gamechanger, og den refererer til to punkter, som organisationen mener vil sætte et tydeligt præg på de kommende år.

Først og fremmest drejer det sig om fremkomsten af kunstig intelligens (artificial intelligence (AI)) samt at der nu efter planen blot er fire år til, at Femern Bælt-forbindelsen tages i brug, hvilket ventes at sende flere turister i retning af Sjælland og øerne.

Ser stort behov forude
Martin HH Bender, der er direktør i Visit Sydsjælland & Møn, sætter et par ord på, hvorfor det netop er disse to temaer og deres fælles betydning, som man har valgt at fokusere på, da programmet til konferencens skulle udfærdiges.

”Vi står midt i en brydningstid, hvor software og hardware kan forandre turismelandkortet, som vi kender det i dag. Ved hjælp af AI får vi muligheder, som rækker langt ud over, hvad vi troede muligt inden for blandt andet markedsføring og turismeservice.”

Direktøren vurderer, at Femern Bælt-forbindelse vil ændre turiststrømmen ind og ud af Danmark, og det håber man, at Sydsjælland og Møn kan kapitalisere på.

”Helt konkret regner vi med et potentielt behov på op til 500.000 flere overnatninger på Sydsjælland og Møn, men det afhænger af udviklingen i destinationens overnatningskapacitet.”

Skal debattere fremtiden
Konferencens program starter med en velkomst, hvorefter TV-vært og livsstilsekspert Anne Glad, som blandt andet er kendt fra ‘Kender du typen’, vil levere et foredrag om trends og forbrugerfakta, hvor hun i særlig grad vil fokusere på turister.

Dernæst finder den første af to paneldebatter sted. Den modereres af Martin HH Bender og handler om, hvorvidt Sjælland og øerne er Danmarks nye ferieparadis eller ej.

Det emne skal Anne Glad drøfte med VisitDenmarks direktør Katja Moesgaard, folketingsmedlem og turismeordfører Charlotte Bagge Hansen fra Moderaterne samt Ida Roed Rasmussen, der er kommerciel direktør i Camp Adventure.

Minister dukker op
Efter frokost står den atter på debat. Denne gang skal mulighederne for at trække investeringer og kvalificeret arbejdskraft til egnen drøftes. Her består panelet af Dansk Erhvervs branchedirektør for turisme, oplevelse og kultur Lars Ramme Nielsen og Gavnø-Fondens direktør Helle Reedtz-Thott.

De skal diskutere med medejer af Bandholm Badehotel og bestyrelsesformand i Dansk Industris udvalg for Turisme, Kultur & Oplevelser Allan L. Agerholm samt Carsten Rasmussen (S), der er borgmester i Næstved Kommune og formand for Visit Sydsjælland & Møns bestyrelse.

Inden priserne for årets ildsjæl og turismeinitiativ overrækkes, vil minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde Morten Dahlin (V), der også har dansk turisme som ressortområde, holde en tale om turismen anno 2025 og svare på spørgsmål fra salen.


Relaterede artikler:

Ser nye muligheder på Sydsjælland og Møn

Slår fast: Dansk turisme er nødt til at stå knivskarpt

Femern giver tyskere lyst til ferie i Østdanmark