Bygningen med Ascot Hotel i det centrale København stammer fra 1933, hvor den blandt andet har huset en offentlig badeanstalt. Foto: Ascot Hotel.

Kendt københavner-hotel har store byggeplaner

Bygningen med Ascot Hotel tæt på Rådhuspladsen skal delvist omdannes så der kommer yderligere 113 nye dobbeltværelser med formentlig et nyt high end-koncept.

Den københavnske hotelfamilie Hildebrandt kan om nogle år fejrer 50 året for åbningen af sit første hotel, Ascot – og nu får en del af bygningen, der blandt andet rummer det kendte 4-stjernede hotel en omfattende renovering.

Mens selve Ascot Hotel har 150 værelser og suiter, er den del af bygningen med de tidligere Ascot Apartments netop blevet lukket mens byggeriet står på til udgangen af næste år. Denne del af bygningen ligger blandt andet ved Axel Torv som genbo til blandt andet Cirkusbygningen, Palads-biografen og tæt på Hovedbanegården og Tivoli.

Frederik Hildebrandt Hammer, administrerende direktør i Hildebrandt-familiens ejendomsfirma, H.H. Ejendomsinvest, siger til STANDBY.dk:

”Vi er netop gået i gang med ændringerne i den del af Vægtergården, som bygningen også kaldes, hvor Ascot Hotel har drevet Ascot Apartments. De tidligere 60 hotellejligheder nedlægges og der kommer en omfattende renovering af den bevaringsværdige bygning. Der etableres i stedet for de 60 hotellejligheder 113 nye hotelværelser i Vægtergården; disse 113 nye dobbeltværelser vil få deres egen identitet og ligeledes præsenteres i et nyt produkt.”

Nyt navn til nyt koncept
Præcis hvordan konceptet for de 113 nye hotelværelser bliver, er Frederik Hildebrandt Hammer og hans team endnu ikke helt på plads med. Heller ikke hvad navnet skal være for det nye hotel – men prisen for ombygningen og indretningen forventes at blive over 65 millioner kroner inden den er færdig i slutningen af næste år.

Med de kommende 113 nye værelser vil bygningen med Ascot Hotel sammen med det kommende nye hotelprodukt udgøre i alt 263 hotelværelser. Det forventes at de to hoteller vil dele visse fællesområder som lobby og restaurant.

Flere hoteller i familien
Udover Ascot Hotel ejer Hildebrandt-familien også to andre københavnske hoteller. Det er Hotel Skt. Annæ på Skt. Annæ Plads mellem Kgs. Nytorv og Amalienborg samt Dagmarhus-bygningen, der også ligger tæt på Rådhuspladsen, og som fra starten af december åbner som det første nordiske hotel for den hollandske hotelkæde Citizen M.

Mens Hotel Skt. Annæ har 147 værelser og suiter bliver der 238 på Citizen M – og når Ascot-bygningen er klar med sine 263 værelser og suiter vil Hildebrandt-familiens hoteller dermed indtil videre have 648 værelser.

Relaterede artikler:

Nyt hotel holder kurs mod åbning i København

Hollandsk hotelkæde på vej til København

Tivoli fordobler kapacitet til møder og events