Ruths Hotel i Gl. Skagen skal skaffe plads til tilrejsende højsæson-medarbejdere og bygger derfor større hus til disse. PR-foto: Ruths Hotel.

Kendt hotel bruger millioner på personaleboliger

Det berømte Ruths Hotel i Gl. Skagen køber byggegrund, hvor der skal opføres 20-25 lejligheder – ikke til hotelgæster, men til noget af hotellets personale der i højsæsonen tæller op mod 100.

For 3,8 millioner kroner har Ruths Hotel i Gl. Skagen købt en grund i området af Frederikshavn Kommune. Der skal ikke opføres mere beboelse til hotelgæster – derimod skal etplans-bygningen, der forventes klar i 2024, huse noget af det tilrejsende hotel- og restaurationspersonale i højsæsonen.

Ifølge sin hjemmeside beskæftiger Ruths Hotel på helårsbasis omkring 45 ansatte, men i juli er man tæt på 100 ansatte, hvoraf mange kommer igen år efter år, står der.

Om byggeplanerne for det kommende medarbejderhus, der ventes at komme til at koste op mod 25 millioner kroner, siger hotellets administrerende direktør siden 2019, Tom Boye, til Nordjyske: ”Hvis vi skal kunne blive ved med at levere den vare, vi gerne vil stå for, er vi som virksomhed i Skagen nødt til at skabe nogle attraktive forhold for vores medarbejdere.”

Ruths Hotel, det eneste hotel i Gammel Skagen, består af fem bygninger med 58 værelser og suiter.

Det bliver ikke nemmere at skaffe ansatte til Skagen
Hidtil har Ruths Hotel blandt andet indkvarteret omkring 40 af sine tilrejsende højsæson-medarbejdere i to parcelhuse i Gl. Skagen.

Ved at opføre nye, moderne boliger tæt på hotellet, håber Tom Boye, at hotellet fortsat kan tiltrække personale. Til KanalFrederikshavn siger den administrerende direktør:

”Det bliver ikke nemmere i fremtiden at skaffe folk til Skagen, men vi håber, at nye kvalitetsboliger kan gøre en forskel, så vi både tilfredsstiller behovet for helårsmedarbejderen og de medarbejdere, som kun er hos os over sommeren.”

Ikke kun Hellerup-gæster
Peter Christian Bühlmann Jensen, der frem til 2019 havde ni år som direktør for Ruths Hotel, sagde i forbindelse med nyheden om at han stoppede til Standby.dk:

”Mange tror, at vores gæster her om sommeren er fra Hellerup-området nord for København; men det er koncentreret om ugerne 29, 30 og 31. På årsbasis er over 90 procent af vores cirka 22.000 gæster danskere – af dem er over 80 procent fra Aarhus og opad mod det nordjyske, herunder Herning og Holstebro.”

Selve navnet Ruths Hotel går mere end 100 år tilbage i tiden, hvor Emma og Hans Christian Ruth var værtspar på Badepensionatet Vesterhus, der senere blev til Ruths Hotel.

 

Relaterede artikler:

Kvotekonge vil opføre dansk feriecenter med hotel

Dårlig medieomtale koster turister i Skagen

Direktør forlader ikonisk dansk badehotel