Museumsgården Karensminde. (Foto: Mark – Billund Kommunes Museer | Facebook.com |PR)

Jysk attraktion går glip af 120 millioner kroner

Efter at have taget tilløb i en årrække uden at komme ud over rampen er et milliondyrt museumsprojekt, der havde til hensigt at skabe et dansk trækplaster, blevet droppet.

Et museum med internationalt tilsnit som kan blive Grindsteds svar på Tirpitz, der de senere år har trukket besøgende til en ombygget bunker ved Blåvand. Sådan lød ambitionerne bag en af de idéer, der i 2018 blev præsteret for lokalpolitikerne i Billund Kommune.

Da det længe havde været bestemt, at der skulle opføres et nyt museum ved Museumsgården Karensminde, hvor alle aktiviteterne i regi af ’Mark – Museet for en Ny Danmarkshistorie’ kunne samles, fik kommunalbestyrelsen præsentere tre forskellige forslag til, hvordan det kunne lade sig gøre.

Det drejede sig om en lille model til et beløb på 28 millioner kroner, en større som stod til at koste 70 millioner kroner og den helt store, der havde et prisskilt på 120 millioner, ligesom det også blev foreslået at etablere særskilt overnatning for turister.

Svært at finde finansiering
Forvaltningen indstillede til, at der blev arbejdet videre med den dyreste af de tre løsninger, da man mente, at denne ville kunne etablere Museumsgården Karensminde, hvor fordums tiders landsbrugsliv er omdrejningspunktet for udstillingerne, som et internationalt fyrtårn.

Efter lidt tænketid valgte lokalpolitikerne at træffe en principbeslutning om, at man netop ville forfølge dette spor. Men siden har det vist sig svært at rejse medfinansiering, og nu har Billund Kommune helt droppet planerne. Det skriver Ugeavisen Billund-Grindsted.

Oplysningerne fremgår af det budgetforlig, som en samlet kommunalbestyrelse fik forhandlet på plads tidligere på ugen.

Vil tilpasse projektet
Da lokalpolitikerne påbegyndte forhandlingerne om budgettet var der lagt op til at støtte projektet med 13,9 millioner kroner over de kommende fire år, men den idé blev skrottet undervejs i drøftelserne, og nu vil man i stedet arbejde videre med en mindre model.

”Det er endnu ikke lykkedes at opnå finansiering til det store museumsprojekt, hvorfor forligspartierne er enige om, at projektet standes, og at der ikke afsættes yderligere finansiering til det store museumsprojekt,” lyder det i forligsteksten ifølge ugeavisen.

”Samtidig er forligspartierne enige om, at ambitionsniveauet for museet skal tilpasses, så det matcher den budgetramme, der er afsat. Det er stadig en ambition at fastholde museet som et statsanerkendt museum.”


Relaterede artikler:

Fri adgang skal give unge smag for museer

Museerne fik rekordmange besøg i 2023 (opd.)

Danske museer ser positivt på nyt udspil til museumsreform