- TURISME24.DK - https://turisme24.dk -

Iværksætter har tredje hotel på vej

Youssef El Maanaki kan blive en ny nordvestjysk hotelkonge, hvis planerne om at etablere et nyt hotel i Struer kan realiseres. I forvejen driver han et hotel i Holstebro, og et andet er på vej.

Grand Hotel Struer har med flere end 70 værelser gennem mange år været det førende hotel i limfjordsbyen Struer, hvor Bang & Olufsen også holder til.

Nu er der udsigt til, at der kan komme et alternativ, hvis det lykkes den unge iværksætter Youssef El Maanaki at etablere et hotel i byens centrum.

Youssef El Maanaki har i to år drevet det firestjernede Hotel City Holstebro, og sidste sommer købte han ejendommen i Bredgade 3 i Struer, hvor han vil etablere Hotel City Struer, hvis der kan gives dispensation i lokalplanen. Bygningen er nemlig i dag godkendt til liberale erhverv med kontorer og klinikker, skriver Dagbladet Ringkøbing Skjern.

Struer er fødebyen for den 34-årige iværksætter, der også driver en kæde af frisørsaloner i regionen samt et stort boligudlejningsselskab,

“Jeg kommer med rigtig gode erfaringer fra Hotel City Holstebro. Så jeg ser gode muligheder for at drive et hotel efter samme princip i Bredgade,” siger Youssef El Maanaki.

Over 120 værelser på tre hoteller
Planen er at hotellet i Struer skal have 28 værelser, der både har turister og forretningsrejsende som målgruppe. I Holstebro har Hotel City i alt 34 værelser, og herudover har Youssef El Maanaki købt ejendommen Nørregade 54 i Holstebro, hvor der er et hotel på vej med 60 værelser.

Dermed har Youssef El Maanaki taget et stort skridt i retning af at blive hotelkonge i Nordvestjylland med over 120 værelser fordelt på tre hoteller, hvis projektet i Struer kan realiseres.

Teknik-, miljø- og klimaudvalget i Struer Kommune skal i indeværende uge behandle en ansøgning om dispensation fra lokalplanen, hvor en gennemgang i bygningen blandt andet skal flyttes. Youssef Maanaki håber, at kommunen vil se positivt på projektet, der ifølge hans opfattelse vil øge attraktiviteten i området.

 

Relaterede artikler:

“Vi har gjort det mere end godt i corona-årene”

Derfor har feriemesse værdi for destination

75 nye feriehuse på vej i Rønbjerg